Åbn undermenuer...

Civil-militære relationer

Civil-militære relationer drejer sig om interaktionen mellem et lands politiske elite (regering og parlament) på den ene side og lederne af landets væbnede styrker (forsvaret, sikkerhedstjenester mv.) på den anden. Kort sagt handler civil-militære relationer om, hvilken rolle militæret spiller i et samfund. Man kan stille disse relationer i forskellige stater op på en skala gående fra fuld civil kontrol inden for alle politiske områder som det ene yderpunkt til fuld militær beslutningskraft som det andet yderpunkt.

 Uddybende forklaring

Civil-militære relationer drejer sig om interaktionen mellem et lands politiske elite (regering og parlament) på den ene side og lederne af landets væbnede styrker (forsvaret, sikkerhedstjenester mv.) på den anden. Kort sagt handler civil-militære relationer om, hvilken rolle militæret spiller i et samfund. Man kan stille disse relationer i forskellige stater op på en skala gående fra fuld civil kontrol inden for alle politiske områder som det ene yderpunkt til fuld militær beslutningskraft som det andet yderpunkt.

I forbindelse med Det Arabiske Forår har udviklingen i de forskellige arabiske lande været afgørende præget af, hvilke civil-militære relationer der har været til stede i de pågældende stater. I Syrien har al-Assad som civil leder haft godt styr på sit militær, og Syrien kan således placeres i venstre side af den ovennævnte skala. Omvendt har det i Egypten været militæret, som har bestemt, hvilken politisk ledelse der skulle indsættes – altså kan Egypten placeres i den modsatte ende af skalaen.
Samuel Finer har opstillet en model, hvori han ser på sammenhængen mellem den politiske kulturs niveau (den uafhængige variabel) og militærets interventionsmuligheder i det politiske system (den afhængige variabel).

Ifølge Finers model vil militæret i vestlige demokratier pga. den modne politiske kultur altid være underlagt regeringen og parlamentet. Det er simpelthen et indbygget træk i demokratier. Men der kan dog være forskelle mellem demokratier mht. militærets grad af selvstændighed. I nogle lande, fx Tyskland, Storbritannien, Holland og Norge, er den militære ledelse fuldt integreret i forsvarsministerierne, dvs. at civile officerer og embedsmænd arbejder side om side. I Danmark har vi en anden model, idet Forsvarskommandoen (militærets ledelse) udgør en selvstændig styrelse under Forsvarsministeriet.
Hvis vi vender tilbage til eksemplerne med Syrien og Egypten, er der ikke nogen større forskel mellem de to lande mht. den politiske kulturs niveau. Da militæret imidlertid har spillet helt forskellige roller i de to stater, kan man kritisere Finers model for at være for generel.

Finers model: