DR startede i 1925 under navnet Statsradiofonien. DR er statsejet og licensfinansieret og skal leve op til public service-forpligtelsen, dvs. at det skal sikres, at den danske befolkning får et bredt udbud af programmer og tjenester, som omfatter nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning via TV, radio og internet o.l. Man skal bl.a. tilstræbe kvalitet, alsidighed og mangfoldighed, og der skal lægges vægt på informations- og ytringsfrihed i programlægningen, samt generelt saglighed og upartiskhed. DR ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer, der udpeges for fire år ad gangen. Tre, herunder formanden, udpeges af Kulturministeren, seks af Folketinget, mens medarbejderne vælger de to sidste medlemmer. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for DR's programmer og ansætter DR's øverste chef, generaldirektøren, samt den øvrige ledelse.