Erhvervspolitik

Erhvervspolitikken tager sigte på, gennem påvirkning af grundlæggende strukturer i erhvervene, at fremme den økonomiske vækst og beskæftigelsen. Hvor finanspolitikken og pengepolitikken er efterspørgselsorienterede den samlede efterspørgsel justeres alt efter konjunkturforløbet er erhvervspolitikken udbudsorienteret. Den sigter på at påvirke samfundets produktionskapacitet således, at en stigning i efterspørgslen ikke blot fører til stigende priser (inflation), men til at udbuddet hurtigere tilpasses en forøget efterspørgsel. Det er den udbudsorienterede politiks opgave at sikre en smidig økonomi på mikroplan.

Erhvervspolitik har mange berøringsflader med de forskellige former for strukturpolitik, hvis man tager afsæt i de faktorer, som bestemmer virksomhedernes konkurrenceevne. Uddannelsespolitikken skal bl.a. sikre en kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne, forskningspolitikken skal også tilgodese erhvervslivets behov, arbejdsmarkedspolitikken skal bl.a. sikre, at den nødvendige arbejdskraft er til rådighed, trafikpolitikken skal sikre dele af den fysiske infrastruktur, osv.

For det første findes der områder, hvor det ikke er rentabelt for private virksomheder at iværksætte aktiviteter, men hvor aktiviteten må anses for at være nødvendig for et velfungerende erhvervsliv. Det område der benævnes infrastruktur transport, kommunikation, energiforsyning skal være til stede, for at erhvervslivet kan fungere. Her er det nødvendigt, at det offentlige går ind og etablerer den nødvendige infrastruktur. Dette er tilfældet i stort set alle vestlige samfund.

For det andet betyder forskning mere og mere for virksomhedernes udvikling og konkurrenceevne. Produkterne får kortere levetid på markedet, fordi der relativt hurtigt udvikles nye typer med bedre kvalitet eller andet design. Mange virksomheder er tilbageholdende med at ofre ressourcer på grundforskning (forskning uden et konkret produktionsmæssigt mål), fordi afkastet er usikkert, og virksomheden ikke kan være sikker på selv at hjemtage den eventuelle gevinst. Forskningsresultater fra grundforskning er i princippet et kollektivt gode. På den baggrund går det offentlige ind og etablerer forskellige støtteordninger til grundforskning.

For det tredje kan der være en uheldig geografisk lokalisering af virksomheder. Den kan påvirkes ved at støtte etablering i svagt udviklede områder. Der er i så fald tale om regionalpolitik. Regionalpolitikken er efterhånden blevet et rent EU-anliggende.
For det fjerde der være grund til at støtte opstart af nye virksomheder. De fleste iværksættere er stærke på produktsiden, men magter ofte ikke den økonomiske og markedsføringsmæssige styring specielt ikke, når der er tale om eksportfremstød. Her kan erhvervspolitikken træde til med støtteordninger.

I konkretiseringen af erhvervspolitikken kan der skelnes mellem forskellige erhvervspolitiske strategier:

1. Picking-the-winners: I tilrettelæggelsen af erhvervspolitikken skulle forventede vækstområder udpeges. Det offentlige skulle gå ind og støtte projekter i de pågældende vækstområder med midler til forskning, udvikling og etablering. Nogle brancher har så store etableringsomkostninger, at nye virksomheder ikke bliver etableret uden en eller anden form for støtte. Denne vil typisk være i form af lavt forrentede lån eller direkte tilskud.
2. Innovationsstrategien går ud på, at det offentlige via lovgivning og støtte går ind og fremmer skabelsen af et erhvervsområde. Ideen er så, at det udpegede erhverv skal trække andre med sig den såkaldte spin-off effekt.
3. Den liberale går ud på at sikre den velsmurte markedsøkonomi. Dvs. at der skal etableres rammer for, at markedsøkonomien kommer til at fungere optimalt uden forvridninger. Her står konkurrencelovgivning centralt. Hele det indre marked i EU kan også ses som en liberal øvelse i at skabe et stort, sammenhængende marked uden konkurrenceforvridninger.
4. Rammestrategien: Endelig kan en styrkelse af samfundets infrastruktur også ses som en måde at styrke erhvervslivet på. Ved infrastruktur forstås både en materiel del transportanlæg, telekommunikation, kraftværker og en ikke-materiel del, som sikring af et højt uddannelsesniveau. Infrastrukturen indgår som en del af de rammebetingelser, som også er med til at bestemme erhvervslivets vilkår og kan bidrage til at tiltrække udenlandske investeringer.

Fra en markedsøkonomisk synsvinkel kan erhvervspolitik give anledning til forvridninger ved, at nogle erhverv støttes og andre ikke. Derfor vælger mange lande at støtte generelt, mens andre lande støtter bestemte strategiske betydningsfulde erhverv (våben, flyvemaskiner, energi) ved hjælp af offentlige indkøb.