Kapitalbalancen

Mens betalingsbalancen er en løbende opgørelse over de økonomiske transaktioner med udlandet, er kapitalbalancen en opgørelse til et bestemt tidspunkt over, hvor meget et land skylder (gæld eller passiver) til udlandet, og hvor meget landet har til gode (tilgodehavender eller aktiver) i udlandet. Forskellen mellem gælden og tilgodehavender benævnes udlandsgælden. Kapitalbalancen er således en statusopgørelse. Udviklingen i kapitalbalancen er dermed et resultat af tidligere års udvikling på betalingsbalancens løbende poster og kapitalposterne. Har et land underskud på betalingsbalancens løbende poster, skal dette underskud finansieres, dvs. der lånes penge i udlandet, og dermed vokser gælden. Modsat kan et land med overskud på betalingsbalancens løbende poster låne penge ud til lande med underskud. Landet vil have tilgodehavender i udlandet

Kapitalbalancen er sammensat af fire størrelser: Statens gæld til udlandet, den private sektors gæld til udlandet, bankers gæld til udlandet og valutareserven. Når staten har et underskud, skal dette finansieres enten ved, at staten låner pengene i Danmark eller i udlandet. Typisk sker låntagningen ved, at staten sælger obligationer. Noget af udlandsgælden er således statsgæld. Den private sektor typisk store virksomheder finansierer investeringer ved at låne penge i udlandet. Banker har også lån i udlandet fx til udvidelser, eller hvis banken skal udstede et stort lån til en kunde. Valutareserven er Nationalbankens beholdning af guld og udenlandsk valuta, som hurtigt kan realiseres og dermed bruges til at dække import eller bruges til støtteopkøb, hvis den danske krone kommer under pres.

I opgørelsen af kapitalbalancen indgår også danske investeringer i udlandet og udlandets investeringer i Danmark. Hvis en dansk virksomhed investerer i USA, har Danmark et tilgodehavende i USA, og modsat vil en amerikansk investering i Danmark betyde, at USA har et tilgodehavende i Danmark (Danmark skylder USA).

Ved at kapitalbalancen er sammensat af noget negativt (gæld, fordi vi har forbrugt for meget) og noget positivt (udenlandske investeringer i Danmark), skal man være varsom med entydigt at tolke en stor udlandsgæld som noget dårligt. Generelt gælder det dog, at de fleste lande helst vil undgå en stor udlandsgæld, da den begrænser muligheden for at føre en ekspansiv økonomisk politik i en situation med lav økonomisk vækst og høj arbejdsløshed. En gæld skal også betales tilbage og vil derfor mindske forbrugsmulighederne i fremtiden. Til at måle udlandsgældens betydning sættes udlandsgælden normalt i forhold til BNP.

Kan et land gå bankerot? Har et land en meget stor udlandsgæld, og dermed store rentebetalinger til udlandet, og hvis det på grund af faldende eksportindtægter er ude af stand til at betale for importvarer, kan valutareserven gå i nul. Dvs. at landet ikke kan betale. Udenlandske långivere mister tilliden til landet. I en sådan situation kan landet låne penge hos Den internationale Valutafond (IMF), der vil sætte skrappe krav til landets økonomiske politik som betingelse for lånet. For lande i det europæiske valutasamarbejde gælder de samme spilleregler man kan låne af hinanden, men igen med skrappe betingelser, således at der træffes aftaler for hvordan gælden kan nedbringes.