Forklaring

Forklaringer handler om at gøre rede for forudsætninger, årsager, konsekvenser eller indhold af nogle fænomener. Af de forskellige forklaringstyper er især tre af betydning for samfundsvidenskaberne:

1. Kausale forklaringer, eller årsags-virknings-forklaringer efter modellen: Hvis A indtræffer, så sker B. Fx vil en voldsom boligboble føre til økonomisk krise (jfr. Japan i 1990erne og USA i 2008). Ofte kan det imidlertid være vanskeligt at udpege en enkelt variabel som den udslagsgivende faktor. Det søger man så at kompensere for ved at indsætte mellemkommende variable, fx bankernes uansvarlige udlånspolitik, den amerikanske nationalbanks beslutning om at holde renten lav osv. Problemet er, at disse mellemkommende variable kan indsættes efter behov og udskiftes, hvis de viser sig utilstrækkelige.
2. Funktionelle forklaringer. Hvor de kausale forklaringer henter inspiration fra den klassiske naturvidenskab, især fysikken, så er de funktionelle forklaringer inspireret af biologien. Her ses samfundet som en organisme, hvor forskellige handlinger, processer og strukturer kan være funktionelle, dvs. være med til at opretholde systemet, eller dysfunktionelle, dvs. systemnedbrydende. Som funktionalist kan man forklare økonomiske kriser som en reaktion på ubalancer i markedsøkonomien (det kapitalistiske system), og at kriser har en rensende karakter og på længere sigt er med til at opretholde markedsøkonomien. Kritikken af funktionalisterne drejer sig især om, at forklaringerne ofte kommer til at bekræfte det bestående, dvs. er konservative, og ikke formår at forklare, hvorfor systemerne ændrer sig.
3. Intentionelle forklaringer, som er påvirkede af de humanistiske videnskaber, især historie. Det grundlæggende her er, at man tillægger aktørernes handlinger mening. Der ligger bevidste overvejelser bagved handlingerne, og mennesker har nogle formål med dem. De er ikke underlagt et årsags-virknings-forhold eller en strukturel tvang. Man (forskerne) må derfor tolke de menneskelige handlinger ved at sætte sig i andres sted, undersøge deres motiver og refleksioner. Altså en mere hermeneutisk tilgang. Fx kan en politisk beslutningsproces som Cuba-krisen analyseres ud fra mødereferater, breve, erindringslitteratur mv. Og den økonomiske krise ud fra grådighed hos bankerne, letsindig økonomisk politik fra chefen for den amerikanske nationalbank og naive amerikanske forbrugere og husejere. Kritikken af de intentionelle forklaringer handler især om, at det kan være meget svært at sætte sig ind i andres motiver og bevæggrunde, især hvis der er tale om mange aktører. Kender de dem selv - er vi selv bevidste om vore egne motiver? Og kan vi slutte fra motiv til handling?