Normative medieteorier

De ideologiske rammer for massemedierne i et samfund består af flere lag, hvoraf det inderste er den såkaldte normative medieteori. Den indgår igen som led i den samlede politiske ideologi, der dominerer i et bestemt samfund.

En normativ medieteori drejer sig dels om de opgaver, medierne bør udføre, dels om de forhold, de bør arbejde under. Man har traditionelt opstillet fire hovedtyper af normative medieteorier: den autoritære, den marxistisk-leninistiske, den liberalistiske og den sociale ansvarsteori. De to sidste ligner hinanden meget, hvilket skyldes, at den sociale ansvarsteori faktisk blot består af en tilføjelse af visse nye idéer til den ældre liberalistiske medieteori.

• Den klassiske liberalisme er moderideologien for den liberalistiske medieteori, som lægger vægt på mediernes ytringsfrihed. Medierne bør udføre to opgaver: kontrollere statsmagten (”den fjerde statsmagt”) og formidle meninger fra alle sider.
• Den sociale ansvarsteori indgår som led i socialliberalismen, hvor man også lægger vægt på mediernes ytringsfrihed. Ud over opgaverne som vagthund og meningsformidler (jfr. den liberalistiske medieteori) bør medierne ifølge denne teori levere objektive informationer til borgerne.
• Den klassiske konservatisme er moderideologien for den autoritære medieteori. Denne medieteori lægger vægt på, hvad medierne ikke bør gøre – de skal nemlig afholde sig fra at kritisere statsmagten. Derfor censurerer statsmagten medierne.

Endelig indgår de marxistisk-leninistiske medieteori i den overordnede marxistisk-leninistiske ideologi. Her bør medierne også være underkastet censur for at undgå skadelig påvirkning af samfundet, men samtidigt bør de via propaganda og agitation medvirke til at opbygge det socialistiske samfund.