Borgerlig offentlighed

Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas introducerede begrebet i 1961 i bogen Borgerlig offentlighed, der er en klassiker inden for både demokrati-, kultur- og kommunikationsteori. Habermas definerer selv begrebet således: Den borgerlige offentlighed kan i første række forstås som den sfære, hvor privatfolk er samlet til publikum. Disse privatfolk gør hurtigt krav på at bruge den offentlighed, som er reguleret af øvrigheden, mod den offentlige myndighed selv for at diskutere med denne om de almene regler for samkvem i den principielt privatiserede, men offentligt relevante sfære for varesamkvem og samfundsmæssigt arbejde. Mediet for denne politiske diskussion er særegent og uden historisk forbillede: det offentlige ræsonnement.

Bogens hovedtese er, at demokrati forudsætter en offentlighed, hvor borgerne frit kan mødes og i fællesskab reflektere, dvs. kommunikere frit og kritisk over samfundets problemer. Det demokratiske samfund er baseret på en grundlæggende forestilling om, at vi alle sammen kan deltage i offentlig problemløsning baseret på brug af fornuften. Kommunikationen må ifølge Habermas i den politiske offentlighed foregå tvangfrit og således, at det bedste argument - og ikke de stærkeste individer - vinder. Idealet er det fornuftige og selvstændige ræsonnement og det gode argument, helt befriet for religiøse, økonomiske og politiske magtmidler, idet den ræsonnerende fornuft ikke kan være bestemt af noget uden for fornuften selv. Offentlige diskussioner fører imidlertid sjældent til enighed. Fællesskabet fastsætter derfor ad demokratisk vej - dvs. ved politiske beslutninger - hvornår en sag er færdigdebatteret, og hvilke argumenter der har været de bedste.

Hvis denne borgerlige offentlighed skal fungere, er det en betingelse, at særinteresserne ikke er så uforenelige, at de er helt uimodtagelige for argumentation. Derudover må det sikres, at intet argument udelukkes fra at blive fremført. Dvs. at der skal være lige adgang for alle parter i den offentlige debat. Habermas var imidlertid bekymret for udviklingen i de kommunikative processer i den borgerlige offentlighed, idet der efter hans opfattelse siden midten af det 19. århundrede er sket en afpolitisering af den offentlige samtale: I dag bliver samtalen som sådan også forvaltet: Professionelle dialoger fra katedre, paneldiskussioner og round table-shows privatfolks dialog bliver et nummer for stjerner i radio og tv, gjort til penge gennem salg af adgangsbilletter og får også vareform selv i konferencer, hvor alle kan deltage. Medierne leverer ifølge Habermas ikke længere informationer, som kan danne grundlag for fri og kritisk refleksion. Virkelighedssans erstattes af konsument-parathed, som snarere forfører til et upersonligt forbrug af afslapnings­stimuli, end det fører til en offentlig brug af fornuften.