Den tyske sociolog Gerhard Schulze (1944- ) er ophavsmanden til begrebet oplevelsessamfundet. I det senmoderne samfund har en meget stor del af befolkningen opnået et relativt højt materielt niveau, og når de basale (og lidt til) materielle behov er tilfredsstillet, rykker behovene opad i Maslows behovspyramide. Vi søger oplevelser og selvrealisering og andre ikke-materielle værdier. Men de oplevelser, vi søger, er afhængige af det miljø eller den samfundsklasse, vi befinder os i. Således er borgerskabets, arbejderklassens og computerspilgenerationens opfattelser af, hvad der er gode oplevelser, meget forskellige.