Åbn undermenuer...

Urbanisering

 Uddybende forklaring

Begrebet betegner befolkningsbevægelser fra land til by. Disse bevægelser er normalt knyttet til overgangen fra et traditionelt landbrugssamfund til et moderne industrisamfund. Siden 1950 er andelen af verdens befolkning, der bor i byer, ifølge FN’s rapport ”World Urbanization Prospects” (2014) vokset fra 30 % til 54 %. Da der i perioden samtidigt har været en kraftig befolkningsvækst, er byernes befolkningstal mere end femdoblet siden 1950, og bybefolkningen udgør i dag ca. 3,9 milliarder mennesker.

90 % af verdens landbefolkning findes i dag i Asien og Afrika, men det er også her, at urbaniseringen er stærkest. Allerede nu findes 19 af verdens 28 megabyer (byer med mere end 10 millioner indbyggere) i disse to verdensdele, jfr. følgende liste over verdens 10 største byer i 2014:

  1. Tokyo (Japan): 37,8 mio.
  2. New Delhi (Indien): 25,0 mio.
  3. Shanghai (Kina): 23,0 mio.
  4. Mexico City (Mexico): 20,8 mio.
  5. Sao Paulo (Brasilien): 20,8 mio.
  6. Mumbai (Indien): 20,7 mio.
  7. Osaka (Japan): 20,1 mio.
  8. Beijing (Kina): 19,5 mio.
  9. New York (USA): 18,6 mio.
  10. Cairo (Egypten): 18,4 mio.

Årsagerne til urbaniseringen kan opdeles i push-faktorer, der ”skubber” folk til at forlade landbrugsområderne, og pull-faktorer, som ”trækker” og lokker individerne ind til byerne. Folk, der flytter ind til byerne, flygter ofte fra fattigdom, udpint landbrugsjord, klimapåvirkninger, krige og konflikter, mens de i byerne håber at finde lønnede jobs, social service, uddannelsesmuligheder og i det hele taget en lysere fremtid. Mange migranter fra landet ender imidlertid ofte i storbyernes forurenede og overbefolkede slumområder, så de i realiteten blot bytter fattigdommen på landet ud med fattigdom i byerne.

FN-rapporten peger dog på, at urbanisering også kan give muligheder for at komme ud af fattigdommen. Således kan kvinder få styrket deres adgang til uddannelse og deres generelle position i samfundet, og en hel del af migranterne får muligheder for økonomisk udvikling og forbedret adgang til sundhedsydelser og uddannelse. Det skyldes bl.a., at urbaniseringen for regeringer har den fordel, at social infrastruktur i byerne er langt billigere end i landområderne.