Prisdannelse

Prisdannelsen, altså bestemmelsen af, hvad en vare skal koste i forretningen, sker dér, hvor udbuddet er lig med efterspørgslen. Hvis efterspørgslen er større end udbuddet, vil priserne stige, og modsat vil priserne falde i en situation, hvor udbuddet er større end efterspørgslen.
Forudsætningen for en sådan prisdannelse er bl.a., at der er mange udbydere, således at ikke én udbyder (monopol) kan dominere markedet og fastsætte prisen. Desuden skal der være mange efterspørgere, således at ikke én efterspørger alene kan presse udbyderne til en bestemt pris.

Prisdannelsen kan anskues som et signalsystem. Når en forbruger køber en bestemt vare, er det et signal til producenten, at han skal producere flere eksemplarer af varen. Hvordan varen skal produceres, overlades til fabrikanten, og endeligt er det klart, at der produceres for de forbrugere, der har råd til at købe. For de ansatte på fabrikken vil det gælde, at hvis der efterspørges meget af varen, kan de forlange mere i løn. Deres løn er også bestemt af markedskræfterne. Mere generelt betyder det, at de brancher, som er i vækst, vil kunne tilbyde de ansatte en højere aflønning end brancher, som er stagnerende.

Prisdannelsen i en markedsøkonomi bygger på fire forudsætninger:

• Motivation: Forbrugere og producenter er alene styret af egeninteresse: Forbrugerne vil maksimere nytten, og producenterne vil maksimere profitten.
• Privat ejendomsret. Kapitalister ejer produktionsmidler, og lønmodtagerne har retten til det, de tjener.
• Konkurrence: Næringsfrihed - man må frit starte egen virksomhed - sikrer konkurrence mellem virksomhederne om at opnå forbrugernes gunst. Og lønmodtagerne konkurrerer om at opnå virksomhedernes gunst.
• De økonomiske beslutninger er decentraliseret. Forbrugere og virksomheder handler hver for sig ud fra egeninteresse, men det hele går op i en højere enhed til gavn for hele samfundet.

Markedet vil sikre de laveste priser og den bedste kvalitet. Hvis priserne er for høje og kvaliteten for lav, vil forbrugerne undlade at købe disse varer, eller hvis profitten er for høj, vil andre producenter komme ind på markedet og dermed sikre lavere priser. For at klare sig på markedet i konkurrencen må producenterne producere til de lavest mulige omkostninger. Hvordan der skal produceres, er altså op til virksomheden selv at afgøre. Konkurrencen sikrer efficiens - at ressourcerne anvendes så effektivt som muligt.

I den rene markedsøkonomi er statens rolle tilbagetrukket - staten skal ikke blande sig. Staten skal alene sikre den juridiske struktur. Det gælder selvfølgelig om at garantere den private ejendomsret, men også: Hvad gør man, hvis aftaler og kontrakter brydes? Hvem inddriver penge, hvis en kunde ikke kan betale? Hvordan håndteres gælden i virksomheder, der går konkurs? Eksistensen af sådanne institutioner og regelsæt har stor betydning for, at prisdannelsen kan ske effektivt. Og især, at de økonomiske aktører kan have tillid til hinanden.

Den rene markedsøkonomi, hvor prisdannelsen alene sker ved markedsmekanismen, giver også en række problemer. For det første har ikke alle forbrugere de mange valgmuligheder. De rige kan vælge og vrage mellem det store udbud, mens grupper med lave indkomster kun har få eller ingen valgmuligheder. For det andet sikrer markedet ikke altid udvikling af nye produkter. Det gælder især, hvis gevinsten er usikker, eller den først vil komme på meget lang sigt. Tænk bare på, hvorfor det ikke er lykkedes at få udviklet en rentabel eldrevet bil. For det tredje opstår der uundgåeligt en stor økonomisk ulighed i den rene markedsøkonomi. I værste fald kan folk dø af sult eller være henvist til at leve på gaden, hvis de ikke på markedet kan opnå en tilstrækkelig høj indkomst. Det gælder fx handicappede eller forældreløse. Endelig for det fjerde er det ikke alle grupper, der forsikrer sig mod sygdom og uheld. De savner måske den nødvendige indsigt, eller har de ikke de nødvendige midler.

I en planøkonomi sker prisdannelsen ved, at en institution,  typisk staten,  fastsætter den udbudte mængde og prisen for varerne. Det er også tilfældet for store dele af produktionen i den offentlige sektor i det, der kaldes blandingsøkonomier.