World Health Organization er en af FNs særorganisationer. WHO blev oprettet i 1948 med hovedsæde i Genève og har i dag stort set alle verdens lande som medlemmer. Organisationen arbejder på at bekæmpe smitsomme sygdomme og forbedre sundhedstilstanden i fattige lande ved hjælp af bedre ernæring, rent vand og vaccinationer. WHO har en central rolle i vurderingen af epidemier, og det er WHO, der afgør, hvornår en epidemi har udviklet sig til en pandemi (global epidemi). De senere år har det været fugleinfluenzaen og svineinfluenzaen. WHO har mødt kritik for at være for hurtig til at erklære pandemier, og det er kommet frem, at flere af WHOs eksperter har været betalt af medicinalindustrien, der tjener store summer på vacciner.