En række økonomiske teorier, der opstod i slutningen af 1960erne, og som beskæftiger sig med forholdet mellem rige og fattige lande. Teorierne videreudvikler Lenins marxistiske imperialismeteori om, at de rige, kapitalistiske lande udbytter de fattige lande. Ifølge teorierne var verden opdelt i et center (de rige lande) og en periferi (ulandene). Periferien fik til opgave at levere råvarer landbrugsvarer og mineraler til den rige verden, hvor de blev forarbejdet. Denne samhandel skabte ikke udvikling, men tværtimod underudvikling. Det var en central pointe hos især de latinamerikanske afhængighedsteoretikere, at i-landene allierede sig med en lille overklasse i ulandene.
Afhængighedsteoretikernes løsning på ulandenes problemer kan opstilles i tre punkter: 1) Ulandene skulle bryde båndene til i-landene, 2) de skulle ved sociale revolutioner skabe sammenhæng i den interne økonomi, og 3) de skulle handle med andre ulande. Teorierne er i dag mere eller mindre forladt, fordi de lande, der reducerede samhandelen med de rige lande og stolede på egne kræfter, klarede sig dårligt.
