Udviklingsteorier

I samfundet finder der overalt forandringsprocesser sted, og det er udviklingsteoriernes opgave at beskrive og forklare disse processer. Mere specifikt handler udviklingsteorierne om, hvad der betinger ulandenes muligheder for at fremme økonomisk vækst og forbedre befolkningens levevilkår, og det er i den betydning, de skal omtales her.

Man har traditionelt skelnet mellem to retninger inden for udviklingsteorierne med modsat ideologisk udgangspunkt: de liberale og de marxistisk inspirerede. De liberale bygger på et harmonisk verdenssyn, hvor der ikke er noget grundlæggende modsætningsforhold mellem u- og ilande. Kolonitiden har været med til at hjælpe de nuværende ulande på vej, og det fortsatte økonomiske samarbejde i form af ilandenes investeringer og den indbyrdes handel skaber vækst og en industrialisering, der er forudsætningen for, at ulandene efterhånden kan nærme sig ilandenes levestandard. Modsat mener de marxistiske teorier, at relationerne mellem u- og ilande har karakter af udbytning, hvor ilandene udnytter ulandenes billige arbejdskraft, fastholder dem i en ensidig landbrugs- og råvareproduktion og hindrer en harmonisk vækst. Udbytningen var særlig tydelig i kolonitiden, men er fortsat, efter at landene har opnået selvstændighed i form af såkaldt nykolonialisme.

De liberale teorier går ofte under navnet moderniseringsteorierne, hvori ligger, at ulandene har behov for at gennemføre den samme modernisering som ilandene gennem de sidste par århundreder har været igennem, og at denne udvikling vil komme mere eller mindre automatisk. Moderniseringsteorierne har fået en særlig form i amerikaneren Walt W. Rostows faseteori fra 1960erne. Rostow hævdede, at alle samfund gennemløber de samme 5 faser: det traditionelle samfund, optaktsfasen, take off-fasen, modenhedsfasen, masseforbrugssamfundet. Forskellige samfund ville opleve forskellige starttidspunkter for moderniseringen og forskellige hastigheder, hvormed faserne gennemløbes, men endemålet ville være det samme. Teorien lægger især vægt på industrialiseringen og behovet for investeringer. Den er blevet kritiseret for at være alt for enkel og overse de mange blokeringer, der kan være for udvikling. I opposition til Rostow har svenskeren Gunnar Myrdal fremsat en teori, der betoner vigtigheden af landbrugets udvikling og skabelsen af et hjemmemarked, der kan aftage industriens produkter.

Mens moderniseringen er i fokus i de liberale teorier, er afhængigheden tilsvarende i fokus i de marxistisk inspirerede teorier, der derfor også betegnes afhængighedsteorierne. Der optræder her en række teoretikere, der betoner forskellige sider af afhængigheden og den udbytning, der følger med. I ægypteren Samir Amins produktionssektormodel skelnes mellem 4 sektorer (hhv. vedr. eksport, masseforbrug, luksusforbrug og produktionsmidler), og kernen i teorien er, at hvor disse sektorer i ilandene understøtter hinanden til fordel for en harmonisk, internt drevet vækst, så er de i en ulandsøkonomi på en uhensigtsmæssig måde afkoblet fra hinanden, og udviklingen kommer kun en lille overklasse og udenlandske investorer til gode. Amerikaneren Andre Gunder Frank har opstillet en metropol-satellit-model, hvor den lokale bonde er den yderste satellit, mens USA som det mest udviklede iland udgør den centrale metropol (modellen bygger på et studium af vilkårene i Latinamerika). Undervejs er der andre sekundære metropoler, der udbytter underliggende satellitter, og som samtidig er redskaber for metropoler over dem selv. Endelig har Arghiri Emmanuel fremlagt en teori om det ulige bytte, hvor hovedtanken er at der gennem handelen mellem u- og ilande overføres arbejdsværdi fra de første til de sidste på grund af forskellen i arbejdslønninger. Herigennem forklares udbytningen af ulandene.

I dag har de fleste forladt de oprindelige udviklingsteorier fra de første tiår efter Anden Verdenskrig i hvert fald som almengyldige teorier til forklaring af udviklingen. Det er ikke mindst sket, fordi de såkaldte ulande i lyset af globaliseringen ikke længere udgør en homogen gruppe - nogle som Kina og Indien har oplevet voldsomme vækstrater, mens andre især i Afrika står mere eller mindre i stampe. Det er derfor en udbredt opfattelse, at udvikling eller manglende udvikling ikke kan forklares med entydige teorier, men at det er nødvendigt at se på de særlige vilkår, der hersker i det enkelte uland. Interessen har her især samlet sig om politiske og sociale strukturer, der hæmmer et lands udvikling, f.eks. udbredt korruption, brug af magtpositioner til fremme af egne og familiemæssige interesser, styrets manglende legitimitet og evne til at implementere lovgivning. I den forbindelse har begrebet svage stater også vundet indpas i ulandsforskningen.

Man skelner mellem udviklingsteorier, som omtalt ovenfor, og udviklingsstrategier. Med det sidste tænkes på, med hvilke midler en udvikling i praksis kan fremmes. Mellem teorier og strategier er der en høj grad af overlapning. Den liberale moderniseringsteori har således været forbundet med en vækst- og industrialiseringsstrategi, mens tilhængere af afhængighedsteorierne ofte har anbefalet en afkoblings- og demokratiseringsstrategi. Inden for udviklingsstrategierne har hovedskellet traditionelt været mellem nedsivningsstrategien og de elementære behovs strategi. Iflg. den første skal der i første omgang satses på ulandenes eliter, herfra vil udvikling og vækst så langsomt sive ned til de lavere befolkningslag. Iflg. den anden strategi skal de fattiges behov for fødevarer, boliger, sundhed og uddannelse først opfyldes, før en udvikling kan finde sted. Dårlige erfaringer med nedsivningsstrategien har ført til at de elementære behovs strategi har vundet større udbredelse.

De store internationale økonomiske bistandsorganisationer, Verdensbanken og Den internationale Valutafond (IMF), stod længe for en økonomisk omstruktureringsstrategi med krav om nedskæring af de offentlige budgetter og privatiseringer. Siden 1990erne er denne strategi til en vis grad forladt. Mange vestlige ilande, herunder Danmark, har i de senere år i deres udviklingsstrategier i stigende grad lagt vægt på politiske reformer og respekt for menneskerettigheder.