Irans atomprogram

Siden den islamiske revolution i Iran i 1979 har der været negative relationer mellem Vesten og Iran. Dette negative forhold er i de senere år blevet optrappet, fordi Iran gennem sit atomprogram undsiger sig ikke-spredningsaftalen af atomvåben, som Iran ellers underskrev i 1968. 

I 2011 kom den islamiske republik således i fokus, da en rapport fra IAEA (det internationale atomagentur) berettede, at Irans atomprogram fortsat er under udvikling, selv om det internationale samfund har advaret iranerne mod at stile efter dette mål. Iranske embedsmænd påstår imidlertid, at atomprogrammet udelukkende er til fredelig energiproduktion, og at programmet ikke vil blive videreudviklet til fremstilling af atomvåben. Iran har bebudet, at intet kan stoppe staten i sine bestræbelser på at erhverve atomkraft, selv ikke Vestens sanktioner. Det iranske atomprogram har således i 2011 fået en retorisk krig til at blusse op, hvor beskyldninger bliver sendt frem og tilbage, alt sammen for at skade den anden parts legitimitet. 

Vesten har tre mulige reaktionsmønstre:

• Accept af, at Iran erhverver sig A-våben. Principielt kan man argumentere for, at Iran har samme ret til at have sådanne våben som de andre atommagter. En accept vil imidlertid føre til et betydeligt sikkerhedstab, og Irans modstandere i Mellemøsten, især Saudi-Arabien, vil straks begynde at arbejde for selv at få A-våben. 
• Forsinkelses-politik, dvs. at man indfører sanktioner mod Iran og forsøger at forhandle sig til rette med iranerne. Ved at trække tiden, kan man håbe på, at Irans økonomi efterhånden køres i sænk pga. de vestlige sanktioner, og at det iranske styre muligvis bliver udskiftet. Denne politik vil være acceptabel for verdenssamfundet, men er ikke effektiv, medmindre den bakkes op af en troværdig militær trussel.
• Forhindrings-politik, dvs. at man foretager en militær intervention i Iran og ødelægger landets atomare anlæg. Israelske regeringskredse taler stærkt for en sådan løsning, men den har store omkostninger og skaber vrede og uro – ikke bare i Iran, men også i verdenssamfundet. 

Indtil videre har Vesten valgt forsinkelses-politikken: Man har for længst indført økonomiske sanktioner mod Iran, og man forsøger – med begrænset held – at forhandle sig tilrette med iranerne. USA går indtil videre ikke ind for forhindrings-politikken, bl.a. fordi interventionerne i Afghanistan (2001) og Irak (2003) ikke har været succeser.

Set fra Irans vinkel kommer truslerne mod landets sikkerhed først og fremmest fra USA og Israel – ikke fra det militært set relativt svage Saudi-Arabien – og iranerne har kunnet observere, at USA-fjendtlige stater, som ikke har atomvåben (fx Afghanistan og Irak), har haft en tendens til at ”få besøg” af det amerikanske militær. Derfor har man nøgternt valgt at fortsætte med at udvikle sit atom(våben)program med henblik på at øge sine relative ressourcer.