Åbn undermenuer...

Retssystemer

Et retssystem består af politi og domstole. Det er samfundets system til iværksættelse af sanktioner, når der sker overtrædelse af lovregler.

Domstolene dømmer ud fra de love, der vedtages af parlamentet. Politi og straffesystem (fængsler) eksekverer tvangsmæssigt de domme, som domstolene laver.

I den sammenhæng er straffeloven en særlig vigtig lov. Den fastsætter, hvad der er strafferetslige forseelser, og hvilke straffe der idømmes ved overtrædelse. Som regel angiver loven minimumsstraffe. Det er så op til domstolene at fastsætte den konkrete strafudmåling. Ved overtrædelser af straffeloven, er det det offentlige, der er anklager. Dommerne (evt. lægdommere) afgør, om der er tilstrækkelige beviser til, at der kan idømmes straf.

I de fleste lande er retssystemet indrettet som et system af underretter, der tager sig af sager i de lokale områder og evt. regionsretter og en højesteret, hvortil sager kan appelleres fra de underliggende niveauer. Oftest vil det kun være sager af principielt indhold, der vil kunne appelleres til de højeste retsinstanser, dvs netop inden for områder, hvor domstolene er principielt fortolkende i forhold til lovenes generelt udformede regler. I visse tilfælde er det kun strafudmålingen, der appelleres.

I mange lande har man forvaltningsdomstole og forfatningsdomstole. De første dømmer i sager om myndighedernes forvaltning. De sidstnævnte tager stilling til, om love er forfatningsmedholdelige. Sådanne domstole har man ikke i Danmark. Her behandles disse sager under det almindelige retssystem.

I Danmark har man et system med byretter, to landsretter:  Østre og Vestre landsret, samt Højesteret. Danmark er inddelt i 24 byretskredse. Byretterne behandler civile sager (familiesager, herunder skilsmisse, bodeling og samkvemsret), straffesager, tinglysning, notarialforretninger og  skiftesager. Alle sager begynder i byretten.

 Uddybende forklaring

Sociologen Max Weber (1864-1920) definerede staten som den enhed i samfundet, der har monopol på legitim anvendelse af fysisk vold. Det lyder voldsomt, men er ikke desto mindre stadig sandt, at enhver stat har et retssystem, der har fået opgaven at sørge for lov og orden. Af hensyn til samfundsordenens opretholdelse, skal lovene holdes, og hvis de ikke bliver det, træder retssystemet til med fængsling og straf til lovovertræderne.

Domstolene er en del af det politiske system i Danmark. De er det ene af de tre ben i magtens tredeling. Den udøvende magt ligger i regering og administration. Folketinget vedtager lovene, og domstolene dømmer efter dem.

Som regel er der ret brede og fortolkelige formuleringer i lovene. Det er umuligt at tage stilling til alle mulige tilfælde, der kan opstå i dagligdagen. Det er op til domstolene at dømme, hvordan enkelttilfælde overtræder loven, og dermed hvor meget straf der skal idømmes for en lovovertrædelse. Domstolene udfylder en politisk regelgivende funktion, når de dømmer inden for lovens ofte brede rammer. 
Grundloven siger om det danske retssystems grundlag i den demokratiske statsordning:

§ 3
Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene. (Ordet Kongen skal erstattes med regeringen).

Paragraf 3 i Grundloven angiver, at vi også har en tredeling af magten i Danmark. Den er dog ikke ført så konsekvent igennem i Danmark, som det er tilfældet i USA.

Det er Justitsministeriet, altså den udøvende magt, der udnævner dommere. I USA er det præsidenten, der udnævner højesteretsdommere, og deres uafhængighed søges sikret ved, at de er udnævnt på livstid. Hertil kommer, at den amerikanske højesteret i højere grad efterprøver dommes grundlovsmedholdelighed, end det er tilfældet i Danmark.

Globaliseringen har medvirket til at komplicere berøringsfladen mellem de nationale retssystemer og international ret, herunder EU-ret. Når EU vedtager direktiver, skal de nationale parlamenter følge trop med en national lovgivning, der gennemfører direktivet som lov i det enkelte land. EU-forordninger står over national ret. Forordninger gælder f.eks. inden for EUs indre marked med regler om produkters og serviceydelsers udformning. Reglerne laves for at sikre ensartethed af konkurrence- og markedshensyn.

Med Lissabontraktaten får EU-domstolen også jurisdiktion inden for det retlige og politimæssige samarbejde, som går fra mellemstatslig til overstatslig beslutningsprocedure, dvs staterne skal rette sig efter den, og den enkelte stat har ikke længere vetoret over for fælles beslutninger. Denne del af samarbejdet har Danmark dog taget forbehold overfor. Dette forbehold omfatter også eventuelle vedtagelser om minimumsregler inden for strafferetten.

FNs konventioner og den Europæiske Menneskerettighedskonvention vil også på nogle områder kunne overtrumfe nationale regler.

Igennem lovfortolkningen er dommerne reelt aktører i det politiske system. Den fortolkning, de laver, og som står i en lovsamling, der er udgivet og danner grundlag for afgørelser i nye retssager, vil i mange tilfælde kunne være lavet af parlamentet selv, hvis det havde forfattet loven mere detaljeret.

Dommerne forventes at være upartiske. Deres opgave er at fortolke lovgivernes intention, hvis det ikke konkret kan udledes af en paragrafs ordlyd, hvad reglen på et område er. Fortolkningen skal gøres upartisk. Det er et krav, der kan være svært at opfylde i praksis. Derfor er der tit debat om retssystemets upartiskhed. Der har f.eks. været påstande om, at white collar crime (pæne menneskers økonomiske kriminalitet) bedømmes mildere, fordi disse lovovertrædere deler kultur og sprog med dommerne. Til gengæld skulle der blive dømt hårdere i arbejderklassekriminalitet, f.eks. vold og ejendomsforbrydelser. Det er svært her og nu at afgøre, om disse påstande er korrekte. Der har i de senere år været tendens til skærpelse af domme for økonomisk kriminalitet. Ofte er det imidlertid svært at hævde bevisbyrden i sådanne sager. Det er lettere at se med det blotte øje, at der er lavet f.eks. et butikstyveri.

Grundlaget for et retssamfund er, at en anklaget er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. I lighed med mange andre retssamfund har Danmark en bestemmelse i Grundloven, som sikrer imod, at en arresteret person kan tilbageholdes i retssystemet i længere tid:

Enhver der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles (Grundloven §71, stk 3)

Denne og andre bestemmelser, der har til formål at beskytte individets retsstilling, er kommet under et vist pres de senere år som følge af den anti-terrorlovgivning, mange stater har vedtaget.