Molins model

Molins model bruges til at forklare og forudsige politiske partiers adfærd og indtagelse af standpunkter. Hvordan vil parti A reagere, når regeringen fremlægger sin politik på asylområdet? Vil partiet gå i samarbejde med regeringen, eller vil partiet gå i opposition og kritisere forslaget? Vil partiet stemme for forslaget, når det bliver til et lovforslag?

Partiernes adfærd kan forudsiges ud fra viden om partiernes program og ideologi, samt hvilke befolkningsgrupper partiet plejer at få vælgere fra. Partierne vil normalt ønske at fastholde deres vælgere og vil derfor ikke tage standpunkter, der kan støde disse fra det givne parti.

Bag et partis indtagelse af et standpunkt kan også indgå andre faktorer, fx samarbejdsmuligheder i Folketinget: Hvis vi samarbejder med regeringen i denne sag, kan det tænkes, at det bliver lettere at lave et samarbejde med den i andre sager. Der kan også indgå overvejelser over, hvordan medierne og opinionen generelt vil reagere, når og hvis partiet indtager bestemte standpunkter og agerer på en bestemt måde.

Faktorerne i Molin-modellen er sammenfattet i figur 1. Man kan starte til venstre i figuren. Partiet er altså præget både af, at det har en ideologi (et partiprogram) og nogle grundlæggende værdier, der siger noget om, hvordan virkeligheden anskues, og hvilke interesser der skal tages i betragtning. Det kan fx for et arbejderparti være fagbevægelsen og en lighedsideologi.

Men partiet anlægger også taktisk-strategiske overvejelser (den nederste del af figuren): Hvordan reagerer andre, når og hvis vi gør sådan og sådan? Taktik og strategi indgår i et forudsigelsessystem, hvor man antager, hvordan de andre vil reagere i bestemte situationer, hvor man foretager sig noget. Hvordan vil de andre partier eksempelvis reagere, hvis man foreslår, at Danmarks milliarder til bistandshjælp til fattige lande anvendes på en anden måde? Det kan være vigtigt at overveje dette, inden man kommer med et konkret forslag om ændret fordeling og prioritering.  Hvordan vil opinionen reagere på det? Det gælder om at kende sin besøgelsestid, at vide, hvornår en sag er moden til genovervejelse og fornyet politisk prioritering.
Et parti har ofte en tendens til at vægte Molins faktorer på en bestemt måde. Partier, der lægger stor vægt på ideologifaktoren, kaldes for ideologiske partier, mens partier, der lægger hovedvægten på opinionsfaktoren, betegnes som populistiske. Endelig kaldes partier, der prioriterer den parlamentariske faktor, for pragmatiske partier.