En aldersmæssig grænse for, hvornår man pådrager sig et strafferetligt ansvar. Den kriminelle lavalder i Danmark blev i 2010 sænket fra 15 år til 14 år, men den 1. marts 2012 blev grænsen igen hævet til 15 år.
Den kriminelle lavalder betyder, at et barn under 15 år ikke kan idømmes straf for en forbrydelse, uanset hvor grov den er. Barnet kan dog blive holdt erstatningsansvarlig for sine gerninger. Begrundelserne for at have en kriminel lavalder er for det første børns manglende modenhed og mangel på forståelse for konsekvenserne af deres handlinger, og for det andet, at en ubetinget frihedsberøvende straf kan have skadelige virkninger på et barn. Kriminelle under 15 år bliver i stedet anbragt i en institution, evt. uden samtykke fra barnet og dets forældre.