Internationale organisationer

Man kan skelne mellem to typer internationale organisationer: 1) organisationer, som landene er medlemmer af, de såkaldte IGO'er (Intergovernmental Organizations) og 2) private organisationer, som enkelte organisationer eller personer er medlemmer af, NGO'er (Non-Governmental Organizations).  De statslige organisationer, der kan være enten globale eller regionale, kan beskæftige sig med løsning af meget praktiske problemer som UPU (Universal Postal Union), der sikrer, at vi kan sende breve mellem landene. Andre organisationer søger at håndtere politiske problemer som f.eks. NATO, der søger at varetage landenes sikkerhedspolitiske interesser. De fleste organisationer indeholder ofte både praktiske og politiske elementer i varierende udstrækning.  De fleste statslige organisationer fungerer mellemstatsligt, dvs. at landene ikke er forpligtet udover, hvad landet går med til på organisationens møder (oftest fastlagt i en traktat). Den fælles organisation har ingen formel magt over det enkelte medlemsland. Dette gælder for de fleste internationale organisationer, som Danmark er medlem af. Foreløbig fungerer en enkelt organisation, nemlig EU, i en række sammenhænge (men ikke alle) som en overnational organisation. Det enkelte land overgiver ved tiltrædelsen beføjelser til de fælles (overnationale) myndigheder som i EU's tilfælde med bl.a. handels-, told- og landbrugspolitik.  De private organisationer (NGO'er) kan være meget etablerede, f.eks. Internationalt Røde Kors (1863), Verdensnaturfonden (WWF) (1961) og Greenpeace (1971), eller der kan være tale om små græsrodsorganisationer, hvor en afgrænset gruppe søger at fremme en bestemt sag, f.eks. beskyttelse af en særlig udsat gruppe mennesker eller et område.