Åbn undermenuer...

IMF

IMF (International Monetary Fund), den internationale valutafond blev oprettet i Bretton Woods i 1944 og trådte i funktion i 1947. Den skulle på baggrund af de dårlige erfaringer fra mellemkrigstiden med ustabile valutaer søge at sikre et valutasystem, der fremmede samhandel og vækst. Indtil 1971 byggede valutasystemet på en fast kurs mellem guld og amerikanske dollars, der så igen havde en fast kurs over for de øvrige vestlige valutaer. Dette blev kaldt Bretton Woods-systemet. Da dette system brød sammen i 1971-73, og valutakurserne blev flydende, blev valutafondens vigtigste opgave at yde lån til lande med betalingsbalanceproblemer. Det er i stigende grad kommet landene i Østeuropa og den tredje verden til gode. Desuden analyseres de enkelte landes økonomier, hvilket offentliggøres hvert halve år i World Economic Outlook. IMF finansieres og styres på samme måde som Verdensbanken og indgår i Verdensbankgruppen.
IMF er af bl.a. en række NGO'er blevet kritiseret for at stille meget skrappe krag om liberalisering til gengæld for at yde lån. Dette kom bl.a. til udtryk i den såkaldte Washington-konsensus. Ifølge kritikerne har IMF derfor i højere grad tjent de rige landes interesser end de fattige landes. 

Hjemmeside: www.imf.org