Moderniseringsteorier, der også omtales som vækstteorier, anviser, hvordan et uland kommer ud af fattigdommen ved at gennemløbe en moderniseringsproces. Teorierne antager, at alle lande gennemfører en udvikling hen imod moderne industrisamfund, og at de fattige lande blot befinder sig i en tidligere fase end de lande, der allerede er udviklet. Dermed adskiller moderniseringsteorierne sig fra afhængighedsteorierne, der mener, at de rige, kapitalistiske lande bevidst holder ulandene på et underudviklet stade for at kunne udnytte billig arbejdskraft eller købe billige råvarer. Den mest kendte moderniseringsteoretiker var Walt Rostow, der i 1960 udviklede en vækstteori, som blandt andet indebar, at ulandene skulle satse på industri frem for landbrug. Rostows faseteori indeholder fem faser, hvoraf den tredje: take off-fasen, er den centrale. Her letter ulandets økonomi som en flyvemaskine, hvis man får investeret de rigtige steder i økonomien.
Moderniseringsteorier
Uddybende forklaring
Fælles for en række moderniseringsteorier er tanken om, at ethvert land gennemløber en proces fra landbrugsland til industriland. Ulandene befinder sig i en tidlig fase af industrialisering og har brug for økonomisk hjælp udefra for at komme videre med en modernisering. Teorierne, der også omtales som vækstteorier, blev udviklet af en række økonomer i 1960erne i det årti, hvor en lang række ulande (især i Afrika) opnåede selvstændighed som stater. Bedst kendt er amerikaneren Walt Rostows faseteori. Rostow mente, at udviklingen fra fattigt landbrugsland til moderne industriland foregår i fem faser. Den vigtigste fase kalder han take off-fasen. Når et fly accelererer hen ad startbanen, får det på et tidspunkt så meget fart på, at det letter. Rostow antog, at det kun ville være muligt for et land at lette, hvis det kunne præstere en opsparingskvote på 10 %. Det kan ulandet ikke, og det må derfor have hjælp til take off. Det var således i forbindelse med moderniseringsteorierne, at tankerne om ulandsbistand opstod i 1960'erne.
Rent matematisk afhænger vækstraten i et land dels af, hvor stor opsparing, der kan kanaliseres over i investeringer, og dels af disse investeringers afkast, den såkaldte kapital output ratio (kapitalkoefficient), som er forholdet mellem et lands forøgelse i investeret kapital og forøgelsen i indkomst/BNP (output). Den økonomiske vækstrate bliver større, jo højere opsparingskvote og jo lavere kapital output ratio.
Når landet har gennemført take off-fasen, vil væksten være selvforstærkende, da investeringerne fører til ny indkomst, der igen gør det muligt at forøge investeringerne. Landet bevæger sig over i modenhedsfasen og derefter videre til masseforbrugssamfundet.
Moderniseringsteorierne blev kritiseret for udelukkende at fokusere på industriel udvikling frem for en samtidig udvikling af landbruget. Teorierne så ligeledes bort fra, at manglende vækst kunne skyldes ulandenes placering i en international økonomisk struktur, hvor de som kolonier havde fået tildelt rollen som leverandører af billige råvarer. Rostows teori var således baseret på historiske studier af ilandenes udvikling fra landbrugs- til industrisamfund, og ilandenes forudsætninger havde været helt anderledes, idet de ikke havde været udsat for imperialistiske landes grove udnyttelse. Det var især afhængighedsteoretikere, der kritiserede moderniseringsteorierne for ensidigt at fokusere på teoretiske økonomiske modeller og for alene at give ulandshjælp for at holde ulandene fri af kommunistisk indflydelse. Trods omfattende ulandshjælp viste det sig da også svært at skabe modernisering. Senere betonede vestlige økonomer i den såkaldte Washington-konsensus behovet for politiske reformer for at komme ineffektivitet og korruption til livs.
Figurer
