Valutasystemet efter 2. verdenskrig fik navn efter den konference i Bretton Woods i USA, hvor USA og Storbritannien i 1944 aftalte rammerne for et fastkurssystem med US-dollars som anker og alment accepteret reservevaluta. De tilmeldte valutaer måtte kun svinge ganske lidt i forhold til dollars, som på sin side kunne veksles til guld. Systemet tilsigtede at bryde med 1930'ernes kaotiske valutaforhold, hvor landene søgte at devaluere sig til nationale konkurrenceevnefordele. Ordningen brød sammen i årene omkring 1970, og USA ophævede i 1971 dollarens guldindløselighed. Siden har verdens hovedvalutaer haft flydende kurser over for hinanden. EU-landene har over tiden på forskellig vis søgt at begrænse ulemperne ved valutakursusikkerheden mellem de europæiske valutaer, først ved det Europæiske Monetære Samarbejde (EMS) og siden ved den Økonomiske og Monetære Union (ØMU og euro som fælles valuta).
