Åbn undermenuer...

Rentierøkonomi

En rentier er en person, der ikke selv producerer noget, men lever af renterne af sin formue. Tilsvarende er en rentierøkonomi et land, som er stærkt afhængigt af afkastet (renterne) fra udlandet af dets naturressourcer. Olielandene i MENA er et godt eksempel på rentierøkonomier. Regeringerne er her klart de største modtagere af olieindtægterne, som ofte udgør mere end halvdelen af staternes indtægter.

 Uddybende forklaring

En rentier er en person, der ikke selv producerer noget, men lever af renterne af sin formue. Tilsvarende er en rentierøkonomi et land, som er stærkt afhængigt af afkastet (renterne) fra udlandet af dets naturressourcer.

Olielandene i MENA er et godt eksempel på rentierøkonomier. Regeringerne er her klart de største modtagere af olieindtægterne, som ofte udgør mere end halvdelen af staternes indtægter. Oliestaterne henter imidlertid ikke bare et direkte afkast af deres olie fra udlandet. Man taler også om ”indirekte renter” eller ”strategiske renter” i form af den økonomiske bistand og militære støtte, som stormagter og supermagten USA giver MENA for at sikre stabilitet i olieforsyningerne.

Olielandenes status som rentierstater har en række økonomiske og politiske konsekvenser:

  • Olieindtægterne er med til at fastholde de autokratiske styreformer i MENA. De store olieindtægter fra udlandet gør statsmagten finansielt uafhængig, og derfor behøver den stort set ikke at opkræve skatter af befolkningen. Dette bevirker til gengæld, at befolkningen i mindre grad stiller krav om politisk indflydelse, hvilket igen svækker regeringens legitimitet. 
  • Statens finansielle uafhængighed kan også føre til en rentiermentalitet hos landets elite. Pengene vælter ind i statskassen, uden at man til gengæld yder en produktiv indsats, og det kan give tendenser til grådighed, som fx giver sig udslag i korruption og nepotisme
  • Statens anvendelse af olieindtægterne i den hjemlige økonomi vil ofte være kortsigtet. Man satser på kapitalintensive projekter i oliesektoren, hvilket fører til afhængighed af udenlandsk højteknologi, og til at oliesektoren bliver endnu mere adskilt fra resten af landets økonomiske aktiviteter. Konsekvensen bliver, at behovet for indenlandsk arbejdskraft falder. 
  • Det gør den også pga. importen af udenlandske varer, som ofte er af bedre kvalitet end de hjemlige produkter. Denne import bevirker, at internt producerede landbrugs- og industrivarer udkonkurreres, og dermed fastholdes den gammeldags struktur i den hjemlige økonomi, og der er ingen stimulanser til at diversificere økonomien. Rentierøkonomierne er altså ofte næsten monoproducenter, og det giver en stor sårbarhed i forbindelse med olieprischok, og det vil for oliestaterne sige store prisfald.
  • Under et olieprisboom er de indstrømmende mængder af udenlandsk valuta til rentierøkonomien til gengæld så kolossale, at de indenlandske produktionsfaktorer slet ikke kan opsuge valutamængden som investeringer. Derfor sender rentierstaten en pæn andel af valutaen retur til udlandet i form af passiv anbringelse i fx schweiziske banker eller til aktive investeringer i fast ejendom, virksomheder mv. Arabiske rigmænd har således opkøbt højt profilerede virksomheder i bl.a. London, Paris og New York. Afkastet af kapitalen er mere sikkert i Vesten, og hvis en hersker skulle blive sat fra magten i sit MENA-land, er det også rart at have nogle reserver placeret i udlandet.