Åbn undermenuer...

Forhandlingsøkonomi

Forhandlingsøkonomi er en beskrivelse af en model for en markedsøkonomi, hvor beslutninger bliver til igennem et sæt af forhandlinger mellem sociale parter, f.eks. arbejdsgiverforeninger og faglige organisationer. Samfundet kan ses som bestående af en trekant, hvor de tre hjørner udgøres af marked, stat og organisationer. 

Markedet står for en række aktiviteter så at sige uden indblanding. Det sker gennem køb og salg, kontrakter mellem private parter og udbud og efterspørgsel på vare- og servicemarkeder. Staten regulerer markedernes funktion igennem lovgivning og opbygning af en økonomisk ramme. Organisationerne forhandler og laver en række aftaler indbyrdes og uafhængigt af staten. Herudover har de i forhandlingsøkonomien indflydelse på, hvordan staten regulerer.

I Danmark sidder de store organisationer på arbejdsmarkedet: DA (Dansk Arbejdsgiverforening), LO (Landsorganisationen af Fagforbund), Dansk Industri (førende interesseorganisation og arbejdsgiverorganisation for den danske industri), FTF (Fællesrådet af Tjenestemands- og Funktionærorganisationer), AC (Akademikernes Centralorganisation) m.fl. ofte med i råd, nævn og udvalg, hvor de har indflydelse på, hvordan den statslige reguleringsramme udformes. Det foregår i et system af konsensus og er altså beskrevet med begrebet forhandlingsøkonomi.

Figurer

Læs videre