De priser for en vare, der gælder på verdensmarkedet. Normalt vil verdensmarkedspriserne gælde i alle lande, men hvis frihandlen er begrænset vil verdensmarkedspriserne ikke slå igennem. Ved told vil hjemmemarkedsprisen typisk være højere end verdensmarkedsprisen, og modsat vil subsidier (tilskud) kunne sikre, at hjemmemarkedsprisen bliver lavere end verdensmarkedsprisen. Eksempelvis er priserne på en række fødevarer i EU højere end verdensmarkedspriserne, fordi produkter fra lande uden for EU holdes ude ved hjælp af told. Dette gøres typisk for at beskytte producenterne. Modsat gives der i nogle lande statslige tilskud eller støtte til basale fødevarer for at holde prisen under verdensmarkedsprisen og for at sikre mod politisk uro.