Centraladministrationen

Centraladministrationen består af ministerier, styrelser, råd og nævn. Den er det sted, hvorfra det danske samfund styres. Via råd kan man få interesseorganisationer og eksperter med de steder, hvor det er hensigtsmæssigt med ekstern ekspertise og hensigtsmæssigt at få legitimeret beslutninger ved, at interesseorganisationsrepræsentanter er med til at rådgive. Nævn kan være ankenævn med klageadgang, hvor borgere og virksomheder kan klage over administrative afgørelser.

De fleste ministerier ligger i København, tæt på beslutningstagerne i Folketinget. Men det er ikke nødvendigt med en placering i Hovedstaden. I de senere år har man i et vist omfang flyttet styrelser ud, bl.a. af regionale udviklingshensyn.

Et ministerium ledes af en minister. Han/hun står for den politiske ledelse. Ministeren er en del af regeringen og sørger for at koordinere ministeriets politik med andre dele af Centraladministrationen.

En minister har et lille personligt sekretariat omkring sig, bestående af en ministersekretær og en særlig presserådgiver (spindoktor), der hjælper med kommunikationen udadtil. Der kan også tilknyttes en lille stab med enkelte eksperter inden for det særlige sagområde, ministeriet arbejder med.

Den øverste embedsmand i et ministerium er departementschefen. Han/hun står for ledelsen af ministeriet, når ministeren ikke er der. Ministerier er relativt hierarkisk opbygget. Hierarkiet afhænger dog af ministeriets størrelse. Der er forskel på Kirkeministeriet, der består af nogle få kontorer, og store ministerier som Finansministeriet og Udenrigsministeriet, hvor hierarkiet er delt op i adskillige led. Under departementschefen vil der være afdelinger, og disse er igen inddelt i kontorer. Et ministerium fungerer efter bureaukratiets bedste spilleregler. Årsagen til dette er, at der skal kunne placeres et ansvar, og sager skal have en grundig sagsbehandling. Men herudover arbejdes der også meget på tværs via nedsættelse af embedsmandsgrupper med deltagere fra flere ministerier.

Departementet er den del af ministeriet, der er tættest på ministeren. Denne del af ministeriet ledes direkte af departementschefen; og ofte ses den som den fine del af ministeriet, fordi man her laver forberedende lovbehandling og betjener ministeren i forhold til det politiske system. Det kan f.eks. være besvarelse af spørgsmål i Folketinget og forberedelse af ministeren på samråd med udvalg i Folketinget.

Derudover består mange ministerier også af forskellige styrelser, der er sat til ret selvstændigt at administrere et sagsområde. Det kan f.eks. være Sundhedsstyrelsen, der står for godkendelse af  ny medicin og nye behandlingsformer, og som på flere områder har fået et selvstændigt ansvar for sundhedspolitikkens praktiske udførelse i forhold til regionerne, som sygehusene sorterer under. Det kan være Energi- eller Miljøstyrelsen, der administrerer energiforsyning og miljøsager. En styrelse rapporterer direkte til ministeren. En direktør for en styrelse har dermed et stort selvstændigt ansvar for det område, han/hun administrerer.

Ministerierne udfører et vigtigt arbejde med at udfylde den lovgivning, Folketinget laver. Mange love er rammelove, hvor der i mange paragraffer står: Ministeren fastsætter.. Det betyder, at Folketinget med loven kun har villet bestemme de helt generelle linjer/rammer. De skal udfyldes med konkrete regler. Og det sker i form af bekendtgørelser, som ministerier og styrelser sender ud. Det kan f.eks. være Undervisningsministeriet, der sender læreplaner og eksamensbestemmelser ud. Hvordan de konkret ser ud, står der ikke noget om i loven, da den netop er en rammelov.

Nogle ministerier har en overregulerende karakter i forhold til andre ministerier. Nye lovtekster skal f.eks. sendes via Justitsministeriets lovkontor, der tjekker lovteksten igennem for at se, at teksten er juridisk korrekt udformet, og der ikke er bestemmelser i den nye lov, der strider imod allerede eksisterende love. Finansministeriet sidder populært sagt på pengekassen og skal derfor tjekke forslag fra andre ministerier for de økonomiske virkninger af udgiftskrævende forslag. Finansministeriet laver også arbejde med at rationalisere og planlægge den offentlige sektor, herunder de andre ministerier.