Nozick, Robert

Den nyliberale teoretiker Robert Nozick (1938-2002) er en af hovedpersonerne inden for libertariansk politisk filosofi. Centralt i Nozicks tænkning står selvejerskabstesen: at ethvert menneske har en naturlig ret til uindskrænket ejerskab og selvbestemmelse over sig selv og sin krop. Ingen kan derfor tvinge dig til at gøre noget for andre, som du ikke selv direkte har valgt at gøre. I Anarchy, State, and Utopia argumenterer han bl.a. for, at fordelingen af goder er retfærdig, hvis blot den er et resultat af frivillig vareudveksling mellem frie mennesker. Statens eneste opgave er derfor alene at beskytte den enkelte, så at denne kan udfolde sig frit. Der bliver altså tale om en minimalstat eller natvægterstat.

En konsekvens af selvejerskabstesen bliver, at ulighed er godt, og at ulighed ikke er noget problem. Den er med til at skabe motivation, men først og fremmest er ulighed det mest retfærdige – og begrebet retfærdighed er netop et centralbegreb hos Nozick. Retten til at bestemme over ens eget liv inkluderer således retten til at skaffe sig nogle værdier (materielle og immaterielle), så længe man ikke stiller andre dårligere, end de ville have været stillet, hvis man ikke gjorde det. Deraf følger så en af Nozicks pointer, nemlig at staten ikke har ret til beskatte befolkningen. Skattebetaling er i princippet en krænkelse af folks ejendomsret, hvilket vil sige, at der er tale om regulært tyveri, hvis man skal betale fx halvdelen af sin indtægt i skat.

Statens eneste opgave er at beskytte den enkelte, således at denne frit kan udfolde sig. En stat, der fungerer efter disse principper, er det, Nozick kalder en minimalstat eller natvægterstat, jfr. den klassiske liberalisme. Minimalstaten er den mest vidtgående statsmagt, der lader sig retfærdiggøre – ellers kommer det til at gå ud over den personlige frihed. Konsekvensen bliver, at stater ikke uden videre har ret til at forlange af mennesker, at de skal betale skat, gøre militærtjeneste og alt det andet, som stater normalt forventer og kræver af deres borgere. Omvendt har man heller ikke krav på sociale goder, såsom gratis uddannelse, lægehjælp, folkepension og lignende ydelser.

For Nozick bliver ulighed dermed en naturlig konsekvens, hvis man lever i et retfærdigt samfund. Det må aldrig blive statens opgave at omfordele de goder, der produceres i et samfund, f.eks. via et skattesystem. Individerne er fornuftige og rationelle. Derfor skal de have lov til at udfolde deres evner, som de har lyst til, samtidig med at alle individer skal have lov til at ”høste frugterne” af den indsats, de yder. Alle individer er dermed ansvarlige for deres egen situation – både den rige del af befolkningen, der på den ene eller anden måde har erhvervet sig mange penge (underforstået at det er sket på lovlig vis), og de fattige, der i kraft af deres handlinger ikke har specielt mange penge. Hvis der i samfundet skal ske en omfordeling af goder, skal denne derfor tage udgangspunkt i det enkelte individs lyst til at hjælpe andre, f.eks. via frivillige donationer og andet. Det er og bliver ifølge Nozick det mest retfærdige.

Nozick kritiserer i sine værker en nyere socialliberal teoretiker, John Rawls, som i ”A Theory of Justice” konkluderer, at samfundets goder så vidt muligt skal fordeles ligeligt mellem samfundets borgere, og at staten kan gennemtvinge denne fordeling ved hjælp af fx et skattesystem.