
Den nyliberale teoretiker Robert Nozick (1938-2002) er en af hovedpersonerne inden for libertariansk politisk filosofi. Centralt i Nozicks tænkning står selvejerskabstesen: at ethvert menneske har en naturlig ret til uindskrænket ejerskab og selvbestemmelse over sig selv og sin krop. Ingen kan derfor tvinge dig til at gøre noget for andre, som du ikke selv direkte har valgt at gøre. I Anarchy, State, and Utopia argumenterer han bl.a. for, at fordelingen af goder er retfærdig, hvis blot den er et resultat af frivillig vareudveksling mellem frie mennesker. Statens eneste opgave er derfor alene at beskytte den enkelte, så at denne kan udfolde sig frit. Der bliver altså tale om en minimalstat eller natvægterstat.