Begreb udviklet af den tyske samfundsteoretiker Max Weber (1864-1920), som bl.a. studerede fremvæksten af det, han kaldte Kapitalismens ånd. Kernen i kapitalismen er, at kapital ikke skal forbruges på luksusvarer, men investeres på en måde, så den til stadighed giver størst muligt afkast. Weber hævdede, at den kapitalistiske produktionsform netop havde de rigtige forudsætninger for at blomstre i Nordvesteuropa og USA, fordi den protestantiske etik, der dominerer i disse områder, var i samklang med denne tankegang: Den troendes kald er at leve et nøjsomt og sagtmodigt liv og arbejde flittigt, helt og holdent til Guds ære, for at gøre sig fortjent til Guds nåde og frelsen og undgå fortabelse. Derfor leder mennesket efter at finde tegn på, at netop dét hører til de frelste, og tegnet på Guds velvilje kan netop findes i det at have økonomisk succes. Rigdom kan føre til fristelser, men ved sparsommeligt og ydmygt at forvalte Guds gaver - dvs. at få kapitalen til at formere sig - tjener man Gud.
