Mange forskellige handlinger kan medføre straf. Det gælder bl.a. vold, tyveri, skattesvig og færdselsforseelser. Som udgangspunkt er det også en betingelse, at gerningsmanden har handlet forsætligt, dvs. at han har haft til hensigt at foretage handlingen. Den, der har begået et strafbart forhold, kan idømmes bøde eller fængsel. Frihedsstraffen kan eventuelt gøres betinget, således at den kun skal afsones, hvis vedkommende begår nye strafbare handlinger inden for en prøvetid på 1 eller 2 år.
Alle straffesager behandles af byretterne som første instans, uanset om sagen drejer sig om straf i form af en bøde eller i form af en langvarig fængselsstraf. Byrettens domme kan normalt ankes til landsretten. Landsrettens dom i en ankesag kan derimod kun indbringes for Højesteret, hvis Procesbevillingsnævnet tillader det.