Selvmord

Den klassiske sociolog Émile Durkheim (1858-1917) lagde i sin samfundsteori afgørende vægt på den sociale tvang, som de samfundsmæssige strukturer og institutioner udøver på individets normer, holdninger og adfærd. Graden af og variationerne i den sociale tvang i forskellige samfundsgrupper mente Durkheim, at man kunne påvise empirisk gennem studiet af selvmordsrater.

I det traditionelle samfund var den vigtigste selvmordsårsag ifølge Durkheim, at individet blev omklamret af for omfattende normer og for stærke, kollektive værdier. Det normativt set ”overregulerede” menneske havde for lidt råderum og mulighed for selvstændighed, hvilket kunne føre til psykisk ustabilitet og selvmord.

I det moderne samfund begår mennesker derimod ifølge Durkheim almindeligvis selvmord, fordi dets liv er for svagt reguleret af normer og værdier. Her møder vi overvejende to selvmordstyper:

• Det egoistiske selvmord, der som årsag har, at menneskers adfærd i for ringe omfang er styret og støttet af værdier og målsætninger, hvilket får individet til at mene, at ”det hele egentlig kan være ligegyldigt”. Durkheim mente, at denne selvmordstype er præget af en overdreven individuering. Samtidigt med, at individet bliver frigjort fra religion, familie og fællesskab, bliver det i voksende grad et mysterium for sig selv. Tilværelsen mister mål og mening, og den ledsagende følelse bliver depression og melankoli. Et eksempel på det egoistiske selvmord kunne være den markant højere selvmordsrate, man finder blandt danske midaldrende kvinder i perioden 1965-85. Denne gruppe kvinder kom i klemme mellem den traditionelle husmoderrolle, der mistede prestige og mening, og den nye aktive kvinderolle, der først og fremmest krævede aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet. Dette krav var for mange af de pågældende kvinder både urealistisk og ubehageligt.
• Det anomiske selvmord har som årsag, at menneskets adfærd ikke i tilstrækkeligt omfang er kontrolleret og fastlagt gennem normer, hvilket giver individet alt for mange muligheder for at opfylde mere eller mindre spontane former for begær, ønsker og ideer. Selvmordet foretages, fordi individet savner regler for sin adfærd og oplever denne kompleksitet som en plage. Den ledsagende følelse er utilfredsstillet grådighed, desillusion og jalousi. Ud fra sine studier af selvmordsrater, hævdede Durkheim således, at variationer i selvmordsraten blandt henholdsvis katolikker og protestanter kan forklares med, at katolikker, som havde en lavere selvmordsrate, er underkastet en stærkere social kontrol end protestanter, fordi katolikker føler et stærkere gruppetilhørsforhold. Med andre ord kan øgede selvmordsrater være udtryk for mangel på social kontrol og tegn på social disintegration.