Åbn undermenuer...

Legitimitet

Dette begreb drejer sig om retmæssigheden af et styre, en styreform eller en lovgivning. Legitimiteten anses som betinget af, at de styrede anerkender magtudøveren og magtudøvelsen som noget, der bør respekteres. Et styres legitimitet kan altså måles på, i hvor høj grad det hviler på borgernes accept (evt. stiltiende) og ikke på vold og tvang.

Legitimitet er derfor ikke det samme som, at noget er lovligt. Når noget er lovligt, betyder det blot, at loven er overholdt. Når noget er legitimt, er det bredt anerkendt i befolkningen. Fx er det en del steder i Danmark forbudt at køre 120 km/timen på motorvejen. Men det er legitimt at gøre det.

 Uddybende forklaring

Dette begreb drejer sig om retmæssigheden af et styre, en styreform, en forfatning eller en konkret lovgivning. Legitimiteten anses som betinget af, at de styrede anerkender magtudøveren og magtudøvelsen som noget, der bør respekteres. Et styres legitimitet kan altså måles på, i hvor høj grad det hviler på borgernes accept (evt. stiltiende) og ikke på vold og tvang.

Legitimitet er derfor ikke det samme som, at noget er lovligt. Når noget er lovligt, betyder det blot, at loven er overholdt. Når noget er legitimt, er det bredt anerkendt i befolkningen. Fx er det en del steder i Danmark forbudt at køre 120 km/timen på motorvejen. Men det er legitimt at gøre det.

Sociologen David Beetham argumenterer for, at magt kun kan siges at være legitim, hvis tre betingelser er opfyldt:

  • Magten skal og må kun udøves efter nogle fastsatte regler – enten formelle regler eller uformelle konventioner.
  • Disse regler kan og skal kunne retfærdiggøres på baggrund af et fælles værdisæt, som både de styrende og de styrede er helt enige om.
  • Legitimiteten skal klart komme til udtryk fra dem, der bliver regeret, ved at de giver deres samtykke.

For Beetham er forfatningsmæssige spilleregler samt valg og flerpartisystemer altså basis for et styres legitimitet.

Den amerikanske politolog David Easton har en lidt anden vinkel på legitimitetsproblemet i sin model af det politiske system, hvori han i stedet for begrebet legitimitet anvender begrebet tilslutning. Tre betingelser skal ifølge Easton være opfyldt, for at et politisk system skal kunne fungere: tilslutning til det politiske fællesskab, tilslutning til styreformen og tilslutning til styret.