Den procedure der frembringer en regering i et repræsentativt demokrati kan variere meget fra land til land afhængig af landets forfatning og statsskik. I lande med positiv parlamentarisme går der ofte lange forhandlinger om et regeringsprogram forud for dannelsen af en ny regering, men i et land som Danmark med negativ parlamentarisme dannes nye regeringer ofte hurtigt og ofte uden et særlig udbygget program. De såkaldte dronningerunder har her en central placering.
I præsidentsystemer som fx USA er det præsidenten, der udnævner regeringen. Derefter skal de enkelte ministre så godkendes af Senatet.