Demokratisk socialisme blev delvist formuleret af socialdemokratierne i Vesteuropa som et modbillede til de kommunistiske partiers socialismeopfattelse, der blev set som autoritær og måske endda diktatorisk. Ifølge marxismen-leninismen udøver arbejderklassen i en overgangsfase til socialisme et proletariatets diktatur. Det betragtes som en nødvendig overgangsfase, hvor produktionen og andre forudsætninger for det socialistiske, klasseløse samfund skabes.
Ifølge marxismen-leninismen er det politiske demokrati i et kapitalistisk land et borgerligt demokrati. Et fuldt udfoldet demokrati kan først oprettes, når borgerskabet (kapitalejerne) er helt afskaffet som klasse og fjernet fra magten i samfundet.
I flere af de kommunistiske lande viste overgangsperioden sig imidlertid at komme til at vare længere, end det nok oprindeligt har været forudsat, og landene i Østeuropa blev kritiseret for deres socialistiske model. I modsætning hertil formulerede socialdemokratiske og socialistiske partier i Europa tanker om demokratisk socialisme, hvor man hele tiden sætter demokratiet i centrum for en omdannelse af samfundet. Socialisme og demokrati skulle følges ad og ikke være modsætninger. Den demokratiske socialisme afviser forestillingen om et borgerligt demokrati. Ingen har mere monopol på magten end andre. Alle kan påvirke beslutninger ved at deltage i valghandlinger og påvirke parlamentets lovgivning.
