FN

De Forenede Nationer blev oprettet i 1945 med det formål at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed og fremme respekten for menneskerettigheder. FNs hovedsæde i New York har tre vigtige organer: Generalforsamlingen, hvor alle 193 medlemsstater har sæde, Sikkerhedsrådet med 15 medlemmer og Generalsekretæren, der er FNs daglige leder. Generalforsamlingen kan drøfte alle spørgsmål og med simpelt flertal (50 %) vedtage erklæringer, der dog ikke er juridisk bindende for medlemsstaterne. Sikkerhedsrådet har fem permanente stormagter - USA, Rusland, Kina, England og Frankrig - og 10 ikke-permanente medlemmer, der vælges for en toårig periode. Sikkerhedsrådets opgave er at opretholde freden, og Rådet kan forpligte medlemslandene til aktioner, fx sanktioner og militære aktioner. Derfor har hvert af de permanente medlemmer vetoret, så FN ikke kan vedtage noget mod en stormagts vilje. Generalsekretæren vælges af Generalforsamlingen for fem år og er FN´s øverste administrative leder, der også kan få vigtige politiske funktioner, bl.a. i krisesituationer. Den nuværende generalsekretær, Ban Ki-Moon fra Sydkorea, tiltrådte i januar 2007 og blev genvalgt i 2012.

FN-pagtens vigtigste kapitler omhandler Sikkerhedsrådet og dets kompetencer. Sikkerhedsrådet vedtager hvert år en række bindende resolutioner, der er en del af folkeretten. Det er Sikkerhedsrådet, der afgør, om der foreligger en trussel mod freden eller et fredsbrud, og hvilke forholdsregler, der så skal træffes. Det kan både være brug af fredelige midler som handelsboykot eller brug af militær magt. FN råder dog ikke selv over militære styrker, men kan i stedet anmode medlemsstater om at stille tropper til rådighed for en FN-aktion. De fleste FN-aktioner har dog været fredsbevarende, hvor en strids parter har indvilliget i, at FN opretholder freden ved at udstationere FN-tropper.

FN har været rammen om en række konferencer om bl.a. udvikling, overbefolkning, miljø og klima. Her kan FNs medlemslande vedtage brede resolutioner, der dog ikke forpligter det enkelte land. Sådanne resolutioner kan senere omformes til konkrete, bindende protokoller. Således blev FNs miljøkonference i 1992 i Rio udmøntet i den senere Kyoto-protokol, der er en bindende traktat for de underskrivende lande. I 2000 vedtog FNs medlemslande en erklæring om inden 2015 at halvere fattigdommen i verden. De i alt otte Millennium-mål forpligter dog ikke det enkelte land.

Den slags aftaler sætter spørgsmålstegn ved FNs effektivitet. Er FN blot en arena for diskussioner, eller er organisationen en slagkraftig aktør? Det har svækket FN, at en række stormagter med USA i spidsen har været skeptiske over for FN og ikke tilbøjelige til at begrænse deres egen suverænitet til fordel for den internationale organisation. FN har heller ikke været i stand til at afværge grove overtrædelser af folkeretten, fordi FN ikke har ret til at gribe ind i forhold i det enkelte land. Denne bestemmelse i FN-pagten er dog omdiskuteret, da det samtidig fremgår af pagten, at medlemslandene har pligt til at overholde menneskerettighederne.

FN råder over en række særorganisationer og programmer, der blandt andet arbejder i ulandene.