Neokolonialisme

Efter 2. verdenskrig opnåede en række tidligere kolonier i Afrika og Asien politisk selvstændighed, men på det økonomiske område var langt de fleste postkoloniale stater stadigt underkastet de gamle kolonimagters dominans mht. handel, investeringer og bistand mv. Fra især marxistisk hold ser man denne neokolonialisme som hovedårsagen til, at størstedelen af de afrikanske lande forsat er præget af fattigdom og usle levevilkår.

En række økonomer lancerede således i slutningen af 1960erne teorier, der søgte at forklare, hvorfor ulandene ikke var i stand til at skabe udvikling (vækst). De såkaldte afhængighedsteorier argumenterede med, at ulandene indgik i en global, liberal økonomi, hvor de blev aktivt underudviklet på grund af deres rolle som råstofleverandører til de rige landes industri. De multinationale selskaber havde skurkerollen i disse teorier. Afhængighedsteoretikerne anbefalede derfor ulandene at kappe båndene til de rige lande og selv tage vare på deres udvikling – de burde følge en såkaldt ISI-strategi (Import-Substituerings-Industrialisering). Men denne strategi blev aldrig nogen succes, fordi landene gik glip af den internationale arbejdsdeling og den teknologi, man kunne få udefra. Det ene efter det andet uland begyndte derefter gradvist at åbne sin økonomi i forhold til omverdenen og gå over til en EOI-strategi (Eksport-Orienteret-Industrialisering). Kina fra 1980, Vietnam fra 1986 og Indien fra 1991er eksempler på asiatiske ulande, som gradvist hoppede med på globaliseringen og opnåede imponerende høj økonomisk vækst.

Med den såkaldte Washington Consensus, der blev udtænkt af økonomen John Williamson og støttet af IMF (Den Internationale Valutafond), Verdensbanken, det amerikanske finansministerium og mange ledende økonomer i 1990’erne, er i-landene blevet anklaget for at have indført endnu et neokolonialistisk instrument. Der er tale om en klar nyklassisk/monetaristisk politik (balance på de offentlige udgifter, omfattende frihandel og privatisering af offentlige selskaber og aktiviteter), som presses ned over de ulande, som er nødt til at bede om hjælp fra Verdensbanken og IMF.

Endelig er land grabbing også en nyere aktivitet, som kritikerne betegner som neokolonialistisk. Land grabbing er store – ofte transnationale - firmaers eller fremmede regeringers opkøb eller langtidsleasing af landbrugsjord i udviklingslande. Formålet med land grabbing er primært at sikre fødevareleveringer til investorlandet, men store områder bruges også til produktion af bio-ethanol (benzin-erstatning). Størstedelen af aktiviteterne finder sted i Afrika syd for Sahara, hvor især Kina har været meget aktiv. Ikke bare i-lande, men også store vækstøkonomier udnytter altså de svagere ulande.