Parlamentarisme

Det repræsentative demokrati i Danmark er et parlamentarisk demokrati. Det fungerer således: Den udøvende magt "vælges" så at sige af Folketinget: Af Folketingets midte sammensættes en regering, som kan sidde så længe, Folketinget ikke udtrykker sin mistillid til den (mistillidsvotum), og så længe, den kan få nødvendig lovgivning igennem.

Den sidstnævnte betingelse er ikke nævnt i Grundloven, men det er en selvfølgelighed, at der skal vedtages finanslov og skattelove, samt flere andre nødvendige love. Ellers vil samfundet bryde sammen.

Figur 1: Den parlamentariske styringskæde
 
Parlamentarisme betyder altså, at regeringen ikke må have et formuleret flertal imod sig i Folketinget. 
§ 15 Om Mistillidsvotum
Stk. 1.
Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham.
Stk. 2.
Udtaler Folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked, fungerer indtil et nyt ministerium er udnævnt. (Grundloven)

Den parlamentariske styringskæde, jf. figur 1, viser, hvordan vælgerne delegerer magten til Folketinget via repræsentation. Parlamentarismen skal herefter sikre, at beslutninger (love, bekendtgørelser, administrative enkeltafgørelser) er demokratiske i og med, at regeringen skal have sit mandat fra Folketinget i orden. Hermed har man også via delegation mandatet fra vælgerne. Har regeringen ikke det, kommer den i mindretal. Er vælgerne utilfredse med regering og centraladministration, kan de vælge nogle andre til at repræsentere sig ved det næste valg.

Der skelnes mellem negativ og positiv parlamentarisme - og det skal ikke forstås som værdiladede begreber. Negativ parlamentarisme hedder sådan, fordi denne form for parlamentarisme indebærer, at den så at sige bygger på en slags afvisning, et nej til regeringen, formuleret som et mistillidsvotum. Ved negativ parlamentarisme er en regering statsretligt berettiget til at regere, så længe den ikke mødes af en vedtagen negativ sanktion i form af et mistillidsvotum.

Ved positiv parlamentarisme skal en regering indhente et mandat fra den parlamentariske forsamling, før den kan regere. Et sådant system har man i Forbundsrepublikken Tyskland, hvor det blev indført efter II. Verdenskrig for at forhindre et parlamentarisk kaos, som man kendte i Weimarrepublikken, Tysklands parlamentariske system efter I. Verdenskrig, hvor regeringer var ret ustabile og ofte ikke sad i så lang tid. I Tyskland skal en nydannet regering altså indhente et mandat/flertal i Forbundsdagen (Tysklands parlament). Den skal igennem en afstemning om tillid, før den kan regere.

Den danske model for parlamentarisk demokrati kaldes ofte for flerpartimodellen, eller koalitionsmodellen. Der er et relativt stort antal partier i parlamentet, og de er nødt til at samarbejde og indgå alliancer for, at der kan blive et flertal for en politik. Intet parti har flertal alene.

En anden model er den såkaldt Westminstermodel, der findes i Storbritannien. Den er opkaldt efter Westminster, det sted i London, hvor Underhuset og en del af ministerierne ligger. Westminstermodellen er altså betegnelsen for det engelsk-inspirerede parlamentariske demokrati, hvor regeringsmagten skifter mellem de to dominerende partier, der ofte er en følge af valgmåden (flertalsvalg i enkeltmandskredse, first-past-the-post). Oppositionspartiet udgør en nærmest institutionaliseret opposition, i England ligefrem kaldt "Her Majesty's loyal opposition" med skyggekabinet og sæde over for regeringen på oppositionsbænken i Underhuset. Man er klar til at overtage magten, når regeringspartiet er kørt træt, og magten skifter. Westminstermodellen kan give en betydelig koncentration af magt hos premierministeren og lederen af regeringspartiet.