Kapitallogikken var en udbredt fortolkning af den marxistiske teori og metode, som fandt sted ved tyske universiteter i 1970erne, hvorfra den bredte sig til andre lande i Europa.
Der blev taget udgangspunkt i Marx økonomiske analyse. Fra varebegreb, profitmotiv og kapitalakkumulation (egenkapitalens vækst i de private virksomheder) kunne en lang række sammenhænge udledes logisk.
Man kunne fx forklare velfærdsstaten som et nødvendigt led i kapitalens udvikling. At man fik en velfærdsstat, var ikke noget, enkelte kapitaler (virksomheder) ønskede. De ville hellere enkeltvist slippe med en billig skattebyrde og derfor ingen velfærdsstat have. Totalkapitalen kunne imidlertid som varetager af den samlede kapitals interesse se behovet for en velfærdsstat. Denne statstype sørger for at holde arbejdskraften i veluddannet tilstand og frisk og sund med en velfungerende sundhedssektor og et godt arbejdsmiljø (når der laves arbejdsmiljølovgivning).
Staten kunne hjælpe med at holde profitraten (forrentning af kapitalen) oppe ved fx at sørge for, at der var en tilstrækkeligt stor efterspørgsel til afsætning af varer og tjenester til gode priser. Hertil brugtes keynesiansk krisemanagement med fx underbudgettering af de offentlige budgetter, eller pengepolitisk lempelse/rentenedsættelse, når der var nedgangskonjunktur. Nødvendige statsfunktioner kunne altså udledes logisk af kapitalens behov.
