Nationalisme

Nationalisme er en isme, der sætter nationen i centrum. Den indebærer altså en relativt stærk nationalfølelse. Når man siger: Jeg er dansker, mener man mere, end det, der blot er angivet rent registrerende ved et CPR-nr eller angivet ved, at man opholder sig på det danske territorium. Man mener også, at det er noget identitetsmæssigt, der bærer følelser i sig. Nationalisme vil da også kunne sættes op over for en ideologi som socialisme eller internationalisme, hvor man betoner, at den internationale orientering er vigtigere end den nationale.

Begrebet er altså en betegnelse for den følelse af kollektiv fællesidentitet, der opstår hos en gruppe mennesker, der bor sammen inden for et afgrænset territorium. Langt tilbage i historien har kollektive identiteter kunnet optræde på forskellig vis, men den moderne nationalisme, som vi kender den, er opstået i Europa og Nordamerika i 17-1800-tallet. Nationalisme er forbundet med vi-følelser og os/dem holdninger. Det er os, der vinder over svenskerne i fodbold. Det er ikke kun de 11 Jensener, Hansener, Petersener, etc, der optræder på grønsværen ved en kamp.

Med nationalisme fulgte også ofte et politisk fællesskab, der kunne bruges i udbygningen af det politiske demokrati på national grund.  Det var nationalstatens demokrati, med nationalt funderede politiske partier, en offentlig debat centreret omkring hovedstadens dagblade - og siden hen det landsdækkende TV.

De problemer, man beskæftigede sig med, var nationaløkonomiske problemer: Betalingsbalancen over for udlandet, bruttonationalproduktets størrelse, etc.  Og sommetider skulle nationalfølelsen forstærkes, når man var ved at komme i krig eller kom i krig med fremmede magter.

Uddannelsessystemet med dansk- og historieundervisning fungerede sådan, at den fælles historie blev fortalt, og de fælles rødder i den nationale historie blev dyrket. Dette virkede forstærkende på den nationale identitet. Og det var også hensigten.

De fleste nationer har nationalhelte og samlende symboler. Flaget kan blive et symbol på nationen. Hertil kommer nationalskjalde, digtere, der i billedlig tale, metaforer og andre sproglige billeder, har formuleret fælles symboler, samt andre typer af forfattere, der har medvirket til at fortælle den fælles historie.

Der kan imidlertid være forskel på nationalisme afhængig af traditioner og historisk baggrund. Man skelner mellem den amerikanske nationalisme (sommetider kaldt civic nationalism), der har en kortere historie, og den europæiske, der bygger på en organisk folkemindetradition, som går længere tilbage i tiden.

De amerikanske kolonister skabte en føderal republik imod den britiske krone, der havde koloniseret landet. Det var en fælles forfatning, som både forenede og skilte amerikanerne, idet der var stor uenighed om, hvor hurtigt USA skulle udvikle sig til en union. Man havde fået friheden fra England og ville ikke hastigt underkaste sig et nyt centralstyre. Helt frem til den amerikanske borgerkrig 1861-65 havde man to identitetsgivende flag og to opfattelser af, hvad der skulle forene.

Nationalisme ses som en reaktionær kraft, når den udvikler sig til nationalchauvinisme, f.eks. når identitetsfølelsen og vi/dem-opfattelsen bliver så stærk, at der skabes stereotyper og fjendebilleder om de fremmede, de andre lande, eller hvem de fremmede ellers kan være.

Nationalismen er imidlertid også blevet set som en progressiv kraft, når den f.eks. er brugt som led i en frigørelseskamp imod kolonialisme og andre former for fremmed dominans. Når en nationalfølelse er blevet forstærket,  har det i nogle tilfælde kunnet modvirke, at et område er gået i opløsning i rivaliserende stammer eller andre typer af etnisk partikularisme. I et land som Danmark har nation, stat, kultur, sprog og etnicitet traditionelt været ret så sammenfaldende. Sådan er det ikke alle steder. Kurderne er f.eks. et folk, der rækker ind over flere stater (Tyrkiet, Irak, Iran, Syrien) i det mellemøstlige og vestasiatiske område. Og mange kurdere vil tale om den kurdiske nation. I Spanien har katalanere og baskere haft ønsker om at opbygge egen nation inden for den spanske stat, og der er separatistbevægelser blandt både katalanere og baskere, der også vil lave egne suveræne stater af henholdsvis den katalanske og baskiske nation.

I et land som Indien er det lykkedes at opbygge en indisk nationalfølelse i det store land, der består af adskillige formelt ligestillede officielle sprog og af et større antal enkeltstater, der er forenet i den indiske union med en føderal forfatning. Der er dog forskel på styrken af indisk nationalfølelse rundt omkring i landet.

I Den europæiske Union, EU,  er det ikke lykkedes at opbygge en fælles europæisk identitet, der kan fortjene betegnelsen europæisk nationalisme. Medlemslandene har egne nationale identiteter. Det er en medvirkende faktor til, at det i EU har været vanskeligt at opbygge en politisk offentlighed, hvor europæere føler, at de er en del af et europæisk politisk fællesskab.