Når staten tilstræber at beskytte erhvervslivet mod udenlandsk konkurrence, kan den gribe til protektionisme. Det kan gøres på mange måder. Traditionelt har man lagt told på importerede varer eller indført regler om importkvoter eller andre former for kvantitative importbegrænsninger. I nyere tid har protektionisme haft form af tekniske handelshindringer.
Generelt har man i international økonomi søgt at begrænse protektionisme, b.la. igennem GATT (senere WTO). Det har bidraget til stigningen i den internationale handel og dermed en skærpet konkurrence. En række lande har dog stadigt høje toldsatser på importvarer. U-landene klager bl.a. over i-landenes protektionistiske landbrugspolitik.