Teorien om non-decision er lavet af politologerne Peter Bachrach og Morton Baratz. Det er egentlig en teori om strukturel magt, idet den siger, at magt kan udøves, uden at der tages beslutninger. Det hænger sammen med, at magt ligger uudtalt i den samfundsmæssige struktur.
Samfundet fungerer sådan, at nogle imødekommes mere på nogle områder end andre, uafhængigt af givne nutidige beslutninger.
Der er fx ingen, der har besluttet, at halvdelen af alle topjobs og -positioner i det britiske samfund besættes af kandidater fra blot to af mere end 100 britiske universiteter. Det er den samfundsmæssige struktur, der gør, at kandidater fra Oxford og Cambridge på forhånd favoriseres ved stillingsbesættelser. Det hænger sammen med, hvordan det britiske samfund fungerer, og hvilke værdier og sociale netværk der er aktive i den britiske elite.
Bachrach og Baratz udformede deres teori i en kritisk dialog med den almindelige demokratiteori i 1960erne. I The two Faces of Power (Magtens to Ansigter) kritiserer de antagelsen om, at samfundet er præget af pluralistisk magt og åben diskussion. Pluralismeteorien siger, at der er flere magtcentre, og at tingene diskuteres åbent i det pluralistiske demokrati. Hvis nogle er magtesløse, må de bringe det op i den demokratiske debat, og man kan så stemme om fx en anden fordeling af goderne i parlamentet. De magtesløse har fået stemme. Men så enkelt er det ikke, siger Bachrach og Baratz. Tingene diskuteres ikke altid åbent.
Der er forskellige strategier, som kan anvendes til at forhindre åben diskussion. Det kan fx være mobiliserende bias (at vægten lægges et bestemt sted), der forhindrer diskussion af bestemte sager, eller drejer diskussionen i bestemte retninger. Dem, der gør det, har magten til at definere, hvad der er vigtigt og ikke-vigtigt. Og når sager ikke kommer op, kan de heller ikke blive underlagt beslutning. Det er blevet et område for non-decision.
