Marxisme

Ifølge Karl Marx er det i første række en økonomisk analyse, der skal til for at forstå kapitalismens udvikling. Økonomien er grundlaget. Kapitalismen er det mest avancerede økonomiske system, verden endnu har set. Det kommer efter feudalismen, hvor herremænd og fæstebønder stod over for hinanden.

Marx så den økonomiske udvikling under kapitalismen som bestemt af et forhold mellem en teknologi (produktivkræfter), der hele tiden udvikler sig, og nogle produktionsrelationer (forholdet mellem arbejdere og kapitalejere), f.eks. i spørgsmålet om ejendomsret til produktionsmidlerne og organiseringen af og tilrettelæggelsen af arbejdet. Over økonomien står klasserne og det, Marx kaldte overbygningen (stat, kirke, ideologier, skole og medier). Forholdet mellem de forskellige niveauer er dialektisk, dvs. at der er et samspil, altså påvirkninger begge veje. Økonomiens udvikling (de materielle forhold) bestemmer, hvordan samspillet er. Det kaldes dialektisk materialisme.

Der skal altså også laves en klasseanalyse. Alle samfund udvikler sig via en kamp mellem sociale klasser. Kapitalismen er altså præget af klassekamp, herunder især en kamp mellem de to hovedklasser, kapitalejere og arbejdere. Denne kamp tilspidses med kapitalismens udvikling. Efterhånden vil de to klasser stå mere og mere skarpt over for hinanden. Kampens forløb er med til at bestemme forholdet mellem løn og profit, lønkvote og profitkvote.

Marx analyserede også statens rolle under kapitalismen. Statens opgave er her ifølge Marx at sikre den kapitalistiske produktionsmådes reproduktion (dvs dens fortsættelse og løbende genopbygning). Derfor varetager staten nødvendige fællesfunktioner for kapitalen, som den private kapital ikke selv kan tilvejebringe (infrastruktur, uddannelser, sundhedsvæsen, forhold til fremmede lande, forureningsbekæmpelse, etc.).

Samtidig sørger staten for opretholdelse af den kapitalistiske sociale orden igennem et repressionsapparat (politi og retsvæsen). Klassekampen har indflydelse på magtforholdene i staten. Det er som regel til den kapitalejende elites fordel,  og den vil påskønne det udførte arbejde med privilegier af forskellig art til bureaukratiet og de ledende lag her. Statsbureaukratiet, eller dele af det, vil dermed kunne blive en del af den ledende elite (bourgeoisiet), der udbytter den arbejdende befolkning via skatterne. Dermed får den del i tilegnelsen af den samfundsmæssige merværdi. For meget offentlig sektor vil dog kunne blive til ulempe for kapitalens muligheder for akkumulation, ikke mindst i en situation med åbne grænser og et verdensmarked. Derfor vil der ifølge marxistisk teori være grænser for den offentlige sektors vækstmuligheder i et kapitalistisk samfund. Ressourcer brugt her tages fra kapitalens vækstmuligheder.

Nyere marxistiske teoretikere som Paul Baran og Paul M. Sweezy har i bogen Monopoly Capital (Monopolkapitalen) analyseret, hvordan kapitalismen kan gå hen og blive ineffektiv i sine senere faser. Det skyldes, at der er tendenser til bureaukrati i de store virksomheder. Hermed kan kapitalismen blive kvalt i sin egen succes.

Disse tendenser opstår ifølge de to teoretikere i den monopoliserede fase af kapitalismen. I denne fase antages mange markeder at være præget af oligopoler, dvs. at der er få sælgere af varer på et marked. Under oligopol er der tendens til, at konkurrencen betinger, at det er vanskeligt at sætte priserne ned, når forbedrede produktionsmetoder og faldende omkostninger ellers skulle betinge det. Priserne har dermed tendens til at ligge ret fast på et oligopolmarked. Den såkaldte oligopolprisdannelse giver altså overnormale profitter, som det er svært at få investeret, da denne form for underforstået prisadfærd samtidig begrænser mulighederne for at udvide markedet. I den situation er alle betingelser til stede for, at overforbrug og ineffektivitet kan udvikles i virksomhederne, når det økonomiske overskud skal bruges.