Kommunernes indtægter stammer primært fra fire kilder. For det første udskriver de skatter efter en proportional skala. For det andet er der for en række velfærdsgoder brugerbetaling (fx børnepasning). For det tredje refunderes en del af kommunernes lovbundne udgifter af staten. For det fjerde får kommunerne bloktilskud fra staten. Endelig får nogle kommuner med et mindre skatteudskrivningsgrundlag del i udligningsordninger, som omfordeler fra rige til fattige kommuner.
Udgifterne går dels til lovbundne opgaver (fx folkeskolen), dels til mere frie opgaver, som ikke er lovbundne. Rammerne for kommunernes økonomi fastsættes i årlige forhandlinger mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Disse rammer har stor betydning for det serviceniveau, den enkelte kommune kan tilbyde borgerne.