Åbn undermenuer...

Fordeling

I økonomisk sammenhæng er ordet fordeling snævert knyttet til lighed og ulighed. Hvem skal have hvad hvornår? Hvis den økonomiske fordeling er lige, indebærer det, at alle personer eller husholdninger har samme indkomst, mens en ulige fordeling betyder, at nogle husholdninger har høje indkomster, mens andre har lave.
I en ren markedsøkonomi vil der være en ulige fordeling af indkomsterne, fordi de her udelukkende bestemmes af markedsmekanismen - udbud og efterspørgsel. Personer uden for arbejdsstyrken (børn, kroniske syge, ældre) og dermes uden for markedet vil dermed ikke kunne opretholde en indkomst. I en ren planøkonomi vil indkomsterne blive fastlagt politisk efter hvilke kvalifikationer, der politisk vurderes til at have stor betydning for samfundet.

I de fleste samfund sker der en omfordeling. Karakteristisk for velfærdsstaten er netop, at der fastsættes et niveau for den uacceptable indkomst, således at staten giver overførsler til de grupper, som ikke på markedet kan opnå denne indkomst.

 Uddybende forklaring

I økonomisk sammenhæng er ordet fordeling snævert knyttet til lighed og ulighed. Hvem skal have hvad hvornår? Hvis den økonomiske fordeling er lige indebærer det, at alle personer eller husholdninger har samme indkomst, mens en ulige fordeling betyder, at nogle husholdninger har høje indkomster, mens andre har lave indkomster.

Ifølge økonomisk teori er indkomsten bestemt af udbud og efterspørgsel. Arbejdskraft, der besidder kvalifikationer, som der er rigelig af, vil få en lavere indkomst, fordi udbuddet er stort. Modsat vil arbejdskraft med kvalifikationer, hvor efterspørgslen er større end udbuddet, få en højere indkomst. Uddannelsens længde er således en afgørende variabel til at forklare indkomstens størrelse, da uddannelse og kvalifikationer hænger snævert sammen. Hertil kommer at en person med længere uddannelse i gennemsnit bidrager med en større værditilvækst end en person med lavere uddannelse.

I en ren markedsøkonomi vil der være en ulige fordeling af indkomsterne, fordi de her udelukkende bestemmes af markedsmekanismen - udbud og efterspørgsel. Personer udenfor arbejdsstyrken (børn, kroniske syge, ældre) og dermed udenfor markedet vil dermed ikke kunne opretholde en indkomst. I en ren planøkonomi vil indkomsterne blive fastlagt politisk efter hvilke kvalifikationer, der politisk vurderes til at have stor betydning for samfundet.

I de fleste samfund sker der en omfordeling. Karakteristisk for velfærdsstaten er netop, at der fastsættes et niveau for den uacceptable indkomst, således at staten giver overførsler til de grupper, som ikke på markedet kan opnå denne indkomst. Overførslerne er typisk skattefinansierede, og der sker dermed en overførsel fra de højeste indkomster til de laveste indkomster. Dette kan begrundes moralsk med, at det er uacceptabelt, at nogle grupper har et indkomstniveau og dermed velstandsniveau som gør det ubehageligt at observere (hjemløse på gaden), men også ud fra et solidaritetsprincip. Omfordeling kan også begrundes økonomisk. For det første vil nytten for en person med en indkomst på 0 kr. ved at få 10.000 kr. i overførsel være meget større end den mistede nytte hos en person med en indkomst på 1.000.000 kr., der skal betale 10.000 kr. For det andet vil store forskelle i indkomster give store udgifter til bekæmpelse af kriminalitet. For det tredje er en række sociale problemer tæt knyttet til lave indkomster, hvorfor disse personer hyppigt sidder i permanent fattigdom. For det fjerde viser undersøgelser af social arv, at økonomisk fattigdom så at sige går i arv fra generation til generation, og dermed videreføres de sociale problemer. Ikke alene sker der i velfærdsstaten en omfordeling mellem grupper den vertikale omfordeling. Der sker også en omfordeling over et livsforløb den horisontale omfordeling, hvor de erhvervsaktive forsørger grupperne udenfor arbejdsstyrken.

Fordelingen af indkomster kan måles på forskellige måder. En måde er at se på forholdet mellem den andel af de samlede indkomster i samfundet, den rigeste femtedel tjener, og sætte den i forhold til den andel, den fattigste femtedel tjener. En mere forfinet måde er at tegne den såkaldte Lorenz-kurve (se figur) og udregne Gini-koefficienten (maksimal ulighed = 1 og maksimal lighed = 0) og det såkaldte Robin Hood-indeks, hvor det sidste måler, hvor meget der skal flyttes fra de højeste indkomster til de laveste indkomster for at opnå fuldstændig lighed.

Fordelingen af indkomster har været og er et væsentligt politisk spørgsmål. Placeringen af de politiske partier på den fordelingspolitiske akse (venstre-højre skalaen) har stadigvæk stor betydning for valg af politisk parti, ligesom partiernes holdning til de afledte politikker (fx skattepolitik, socialpolitik, uddannelsespolitik) i stor udstrækning er bestemt af placeringen på skalaen. Partier placeret til højre går ind for en vis grad af ulighed og mener, at markedsmekanismen grundlæggende er bedst til at fordele indkomsterne. Ulighed giver incitament (gulerod) til at yde en ekstra indsats og sikrer dermed økonomisk vækst. Modsat mener partierne til venstre på skalaen, at staten skal omfordele, således at grupperne med de laveste indkomster får et skub og ikke fastholdes i fattigdom.

Parallelt med ordet fordeling opererer økonomer med ordet allokering. Hvor fordeling dækker over, hvilke personer der skal have hvilke indkomster, så dækker allokering over, hvordan fysiske ressourcer fordeles, så de anvendes mest effektivt. Fx vil det ikke være allokeringsmæssigt effektivt at sætte en læge til at grave grøfter, da hun ikke der bidrager optimalt til samfundets velstand. Allokering er således knyttet til inputsiden i BNP, mens fordeling er knyttet til outputsiden.

Læs videre

Se alle 1
Økonomi ABC
Økonomi i ABC-serien med progression på tre niveauer....