Politiske beslutningsprocesser

Ved politisk beslutningstagning forstås en social aktivitet, hvorved et problem fremlægges med henblik på en vedtagelse af en politisk beslutning. Der fremlægges ofte et antal alternative måder at løse problemet på, og beslutningen består i valg af den løsning, der bedst fremmer de mål, man har (rationel beslutning). En leder af et politisk parti overvejer f.eks., om hun vil fokusere på arbejdsløshed eller miljø som dominerende tema i næste valgkamp. Hvis målet er at få så mange stemmer som muligt, og det vurderes, at vælgerne især er optaget af miljøproblematik, vælges dette efterfølgende ud som tema. En beslutning af denne art kan der følges op på. Man kan efterfølgende evaluere, dvs vurdere, om det var det rette valg, der blev foretaget i forhold til at fremme partiets mål. Hvis målet var stemmemaksimering, kan man undersøge, om partiet fik flere stemmer?

Der er nogle hovedtyper af beslutningsmodeller. Beslutninger kan for det første vurderes ud fra et ideal om den rationelle beslutning. Det er en beslutning, hvor der er formuleret et klart mål, og man har rationelle midler og metoder til at realisere målet. Ofte afviger beslutninger i det politiske system fra denne model. 
Når der er én central beslutningstager, vil man se på beslutningsprocessen som et resultat af de informationer, vedkommende har. Vedkommendes baggrund og personlighed, samt målsætninger (motivation) vil også spille ind. Mennesker handler ikke altid rationelt, men rationalitetsantagelsen kan være nødvendig for at lave en model, der er logisk opbygget.

En anden beslutningsmodel er skraldemandsmodellen.Dens beslutninger er præget af tilfældigheder: Man tager delelementer op og ned af skraldespanden, bruger noget nu, venter med noget til senere og forkaster noget. Ofte kan den endelige beslutning blive præget af tilfældighed. Udtrykket skraldespand er valgt som et billede på beslutningstageren, der står over for problemer, der er mere eller mindre klart erkendte som problemer, og derefter tilfældigt leder i skraldespanden for at finde mulige løsninger et eller andet sted i skraldet.

En tredje beslutningsmodel er den inkrementalistiske model. Den er præget af, at beslutninger bliver til gradvist over længere tidsforløb. Man bygger oven på eksisterende beslutninger. Det engelske ord incremental betyder noget, der er gradvist stigende. Inkrementalisme betyder altså en beslutningsmodel, hvor beslutninger tages gradvist. Den kan være et mere realistisk billede af den faktiske politiske beslutningsproces end den rationelle model. Beslutningstagning sker således gradvist under indtryk af interesseorganisationers og andre politiske interessers pres. Interesserne går ofte i modgående retninger, og når der skal findes kompromisser, bliver de faktiske beslutninger præget af, at der ikke rokkes radikalt ved det eksisterende.
 
Den politiske forskning har vist, at beslutninger ofte bliver til som led i en mudret proces, hvor beslutninger og politiske initiativer løber på kryds og tværs af hinanden i politikformuleringen. I engelsk og amerikansk politologi taler man om the politics of muddling through. Regeringer laver policies (politikker/politiske løsninger), og ofte vil de stride imod hinanden, fordi forskellige partier/beslutningstagere har forskellige mål. Man formulerer f.eks. en miljøpolitik, et parti kan møde frem til et valg med.

Det er noget andet end at tage en konkret beslutning, hvor der vælges mellem et antal alternativer. Når der formuleres en miljøpolitik, har man måske forinden nedsat et udvalg, der kommer med et forslag. Der holdes flere møder. Til slut beslutter partiets kompetente forsamling (hovedbestyrelse, folketingsgruppe, partitoppen eller landsmødet) sig for et miljøpolitisk program. Der er dermed vedtaget en politik, en policy på det miljøpolitiske område, som man kan møde vælgerne med ved det kommende valg. Processen kan være mudret og anarkistisk, fordi mange vil have indflydelse i denne fase.

Policy vedtages samlet set i en ramme af politikformulerende organer. Det kaldes tilsammen for the polity, når det drejer sig om det politiske systems organer, f.eks. folketing/parlament, regering, medier, etc.). 
I det virkelige liv vil beslutninger, man troede var rationelle, bagefter vise sig at have været alt andet end rationelle, men mere præget af tilfældighedernes skraldespandsmodel eller den inkrementalistiske model. De er endvidere præget af, at de færdige beslutninger kan risikere at skulle indgå i politiske diskurser, hvor det skal forklares for offentligheden, hvorfor man tog den givne beslutning. Her bliver legitimitetsproblemet afgørende. Den politiske ledelse skal sikre opbakning bag beslutningen. Mange beslutninger udføres reelt andre steder end i de organer, hvor de formelt skulle være besluttet. Det gør det ikke nemmere for den, der vil undersøge konkrete beslutninger.