Åbn undermenuer...

Arbejdsløshedsdagpenge

For at få arbejdsløshedsdagpenge skal man: (1) være registreret som arbejdssøgende i det lokale jobcenter fra den første dag, man er ledig, (2) have været medlem af en a-kasse i mindst ét år, (3) have været beskæftiget som lønmodtager i mindst 52 uger inden for de sidste tre år, hvis man er fuldtidsforsikret, (4) have været beskæftiget som lønmodtager i mindst 34 uger inden for de sidste tre år, hvis man er deltidsforsikret, (5) eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i en tilsvarende periode, (6) stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Man kan få dagpenge for fem dage om ugen. Den højeste dagpengesats er på 788 kr. om dagen, det svarer til 3.940 kr. om ugen. Man kan dog højst få 90 pct. af den løn, man tjente, før man blev arbejdsløs. Lønnen beregnes på grundlag af de sidste tre måneders lønsedler fra den seneste arbejdsgiver. Som nyuddannet har man ret til dagpenge en måned efter, at man har afsluttet sin uddannelse, hvis man har søgt om optagelse i en a-kasse inden to uger efter uddannelsens afslutning. Dagpenge til nyuddannede er på 82 % af højeste dagpengesats (dimittendsats).