Åbn undermenuer...

Arbejdsstyrkestatistik

Arbejdsstyrkestatistikken bygger på arbejdskraftsundersøgelsen, hvis formål er at give en belysning af befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet, dvs. hvor stor en andel, der er beskæftigede, arbejdsløse eller uden for arbejdsstyrken (fx studerende eller personer på efterløn). Undersøgelsen gennemføres i en lang række lande efter de samme retningslinier og anvendes derfor til internationale sammenligninger Det skal endvidere bemærkes, at arbejdsløshedsbegrebet i arbejdsstyrkestatistikken er et andet end begrebet i arbejdsløshedsstatistikken, idet arbejdsstyrkestatistikken registrerer arbejdsløshed uafhængigt af tilmelding til arbejdsformidlingen. I arbejdsstyrkestatistikken er arbejdsløse personer: Personer uden arbejde, som aktivt har søgt arbejde inden for fire uger forud for interviewet og kan tiltræde et arbejde inden for to uger. Aktiv arbejdssøgning omfatter kontakt med et arbejdsformidlingskontor, en kommune eller en A-kasse for at få arbejde. Andre former for aktiv arbejdssøgning er henvendelser til arbejdsgivere, kontakt med venner, slægtninge, fagforeninger eller læsning og evt. besvarelse af annoncer. Ansøgninger om tilladelse, støtte eller konkrete aktiviteter som søgning efter lokaler mv. for at etablere sig som selvstændig regnes også som aktiv søgning.