Retskonflikter er uenigheder om fortolkningen af eller brud på en overenskomst. Det er altså konflikter i overenskomstens løbetid, hvor ingen af parterne må lave arbejdsstandsninger. Hvis der opstår uenigheder i en virksomhed, bør tillidsmanden og ledelsen i første omgang forsøge at løse dem gennem forhandlinger. Hvis de ikke kan blive enige, må sagen forhandles på organisationsniveau, og om nødvendigt gennem organisationerne på centralt niveau. Hvis det viser sig umuligt at løse konflikten gennem forhandlinger mellem de to parter, må konflikten enten henvises til faglig voldgift eller forelægges Arbejdsretten, afhængig af sagens karakter. Hvis tvisten drejer sig om, hvordan en kollektiv overenskomst skal fortolkes, afgøres den ved voldgift. Hvis den drejer sig om brud på en kollektiv overenskomst, for eksempel en overenskomststridig arbejdsstandsning, behandles sagen af Arbejdsretten.