Multinationale selskaber

De centrale aktører i en globaliseret økonomi er de multinationale selskaber (betegnes også transnationale selskaber). Et multinationalt selskab (MNS) er netop karakteriseret ved, at selskabet har foretaget investeringer i flere lande. Organisatorisk består et MNS af et moderselskab med datterselskaber i et eller flere lande. Moderselskabet kontrollerer aktiverne i udlandet. Et MNS defineres af FN-organisationen UNCTAD som bestående af et moderselskab i hjemlandet med tilhørende datterselskaber i udlandet, hvor ejerandelen er mindst 10 % af egenkapitalen. Flere forhold ved MNS gør dem interessante fra en økonomisk vinkel:

• De står for en stor del af investeringerne i visse brancher,
• De står for en stor del af den internationale teknologi, herunder overførsel af knowhow mellem landene,
• Og endelig står den intrafirma-handel, der finder sted mellem moder- og datterselskaber, for en meget stor del af verdenshandelen,
• Størrelsen på selskaberne.

De største af MNS´erne har en omsætning, der er langt større end mange landes BNP. Det giver de pågældende selskaber en meget stor magt, både i forhold til enkeltstater, men også til internationale organisationer.
 
At finde fælles karakteristika for alle MNS er vanskeligt, men typisk vil de enheder, der indgår i et MNS, være bundet op i et netværk af det fælles ejerskab, en fælles strategi og fælles adgang til ledelsesmæssige, udviklingsmæssige og produktionsmæssige ressourcer.

Årsagen til, at et selskab vælger at investere i udlandet, og dermed vælger en multinational strategi, findes der tilsyneladende ikke nogen enkel forklaring på. Helt overordnet kan der skelnes mellem en horisontal og en vertikal strategi. Ved den horisontale strategi vælger virksomheden at starte produktionen af nogenlunde ensartede produkter i forskellige regioner på samme tid. Denne strategi vil være begrundet i et ønske om at være tæt på markedet. En horisontal strategi vil have ønsket om nærhed til markedet som det vigtigste mål. Endvidere skal markedet have en vis størrelse og muligheder for vækst, for at det er interessant. Derfor placeres langt de fleste investeringer med et horisontalt sigte i områder med en relativt høj levestandard Europa, Japan og USA.

En vertikal strategi indebærer, at virksomheden opdeler produktionsprocessen i flere led og i flere lande for at udnytte lavere lønninger, ny teknologi m.v. Men også nærhed spiller en rolle her. Nogle amerikanske virksomheder vælger eksempelvis at flytte produktionen til Mexico.

Langt de fleste multinationale investeringer har en horisontal karakter. De fleste virksomheder afsætter deres produkter, hvor datterselskaberne er lokaliseret. Lønomkostningerne er således stadigvæk en mindre afgørende faktor ved valget af modtagerland for en investering end markedsføringsmæssige overvejelser.

Holdningen til de multinationale selskaber har ændret sig en del. I midten af 1970erne blev deres aktiviteter grundlæggende betragtet som værende suspekte, især begrundet i selskabernes politiske involvering, og den kapitaloverførsel, der fandt sted fra ulande til ilande i 1970erne, skete hyppigt gennem multinationale selskaber. I 1990erne havde de fleste lande en positiv indstilling til udenlandske selskaber. Det økonomiske problem består i, at nogle brancher er domineret af ét eller få MNS. Selskabet eller selskaberne i disse brancher er således ikke udsat for tilstrækkelig konkurrence og kan høste ekstra store profitter.