En række moderne velfærdsstater har i disse år en tendens til at bevæge sig fra ”wellfare til workfare”, dvs. at statsmagten mere og mere fokuserer på landets konkurrenceevne på bekostning af det traditionelle fokus på statens omfordelende rolle. Velfærdsforskeren Jacob Torfing udtrykker det sådan, at forsørgelseskonceptet er trådt i baggrunden til fordel for et nyt aktiveringskoncept. Aktiveringspolitikken har konkret betydet, at velfærdsydelserne (kontanthjælp, dagpenge osv.) efter amerikansk forbillede er blevet koblet sammen med pligten til aktivering. Det rettighedsbaserede forsørgelsessystem, som i efterkrigstiden fortjente betegnelsen ”Welfare”, er blevet erstattet med ”Workfare”, hvor alle har pligt til at yde det de kan, for at få del i den offentlige forsørgelse.
Workfare
Uddybende forklaring
En række moderne velfærdsstater har i disse år en tendens til at bevæge sig fra ”wellfare til workfare”, dvs. at statsmagten mere og mere fokuserer på landets konkurrenceevne på bekostning af det traditionelle fokus på statens omfordelende rolle. Velfærdsforskeren Jacob Torfing udtrykker det sådan, at forsørgelseskonceptet er trådt i baggrunden til fordel for et nyt aktiveringskoncept. Aktiveringspolitikken har konkret betydet, at velfærdsydelserne (kontanthjælp, dagpenge osv.) efter amerikansk forbillede er blevet koblet sammen med pligten til aktivering. Det rettighedsbaserede forsørgelsessystem, som i efterkrigstiden fortjente betegnelsen ”Welfare”, er blevet erstattet med ”Workfare”, hvor alle har pligt til at yde det de kan, for at få del i den offentlige forsørgelse.
Jacob Torfing afdækker i sin analyse af den politiske diskurs endvidere, at aktiveringspolitikken indføres i både den residuale og den universelle velfærdsmodel, men i to forskellige varianter. Den residuale udgave af aktivering, fx i USA, betoner en ’work-first’-variant, hvor de ledige er rationelle nyttemaksimerende individer, som skal motiveres, kontrolleres og straffes i overensstemmelse med denne opfattelse af individet. Den ledige opfattes med andre ord som et homo economicus, der skal tilegne sig (arbejds)markedets normer og værdier, og på den måde hurtigt komme i ordinær beskæftigelse.
Den universelle model betoner derimod en ’human-capital’-variant af aktiveringspolitikken, der ser den ledige som en social aktør med ressourcer, som skal (re)aktiveres i en gradvis udvikling. Betydningen af individets anerkendelse og integration i aktiveringspolitikken er blevet skærpet med den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Ikke blot skal alle yde deres, men det bliver også et selvstændigt mål, at alle kan få lov til at bidrage med deres arbejdskraft:
”Vi opgiver ingen. Hverken som medmenneske eller som samfund kan vi acceptere, at udsatte mennesker bliver fastholdt i passivitet uden rygstød til at komme ind i arbejdsfællesskabet. Vi tror på, at alle med den rigtige hjælp kan rykke sig hen imod et arbejde. For nogen handler hjælpen også om at udvise omsorg og stor tålmodighed” (Mette Frederiksen (S), Pressemeddelelse 25.02-2013).
