Danmark er et konstitutionelt monarki, og det politiske system er et repræsentativt demokrati, som det fx er beskrevet i den parlamentariske styringskæde. Der er elementer af direkte demokrati i forfatningen. I forbindelse med suverænitetsafgivelse træder eksempelvis § 20 i Grundloven i kraft. Der skal ved suverænitetsafgivelse være 5/6 flertal i Folketinget, eller alternativt flertal ved en folkeafstemning. Der er folkeafstemning om ændring af valgretsalderen og ændring af Grundloven. Og endelig er der mulighed for folkeafstemning (§ 42 i Grundloven) efter vedtagelse af visse lovforslag.

Statsoverhovedet i Danmark er en monark, der fungerer inden for rammen af det konstitutionelle demokrati, dvs. uden politiske magtbeføjelser.

Parlamentet i Danmark hedder Folketinget. Det er ét-kammerparlament med 179 medlemmer, som vælges ved folketingsvalg hvert fjerde år eller tiere. De vælges ved forholdstalsvalgmåden og med en relativt lav spærregrænse (2 %) for repræsentation. Det har medvirket til en parlamentarisk situation, hvor der ikke i de sidste hundrede år er noget parti, der har haft flertal alene.

Det danske partisystem har traditionelt været positioneret omkring en fordelingspolitisk venstre-højre-skala med en venstrefløj (Enhedslisten/SF), et centrum-venstre (Socialdemokratiet/SF), en socialliberal midte (Socialdemokratiet/Radikale Venstre), et centrum-højre (Venstre og De Konservative, og det nationalt-konservative Dansk Folkeparti). De fordelingspolitiske spørgsmål har gået på velfærd, skatter, uddannelse og pensioner og andre overførselsindkomster. De nypolitiske sager har imidlertid længe trængt sig på og har positioneret partierne omkring miljø- og værdipolitik.

Der har i de senere år været et vist opbrud i partimønstret som følge af nye skillelinjer og politiske konflikter omkring globaliseringsprocessens større intensitet og servicesektorens vækst. Det nationalistiske og indvandrerkritiske parti Dansk Folkeparti har som støtteparti for VK-regeringen (siden 2001) fået betydelig indflydelse på nypolitiske politikområder som indvandrerpolitik, lov og orden-politik og kulturpolitik.

Globaliseringen og servicesektorens vækst har også betydet, at middelklassen af højtuddannede er vokset kraftigt. Der har samtidig været en tendens til øget ulighed. Det har bevirket en øget polarisering af vælgerne i spørgsmål om at forholde sig til globaliseringen og EU. 

Der er stadig et betydeligt islæt af public service-medier i det samlede mediebillede. Danmarks Radio har forpligtelser omkring alsidighed i nyhedsdækningen. Op til valg stilles de opstillingsberettigede partier lige mht. information om valgprogrammer og deltagelse i partilederdebatter. Herudover er den politiske kommunikation præget af problemer med oplagsnedgang for store dele af den trykte presse. Aviserne forsøger at holde deres andel af det samlede marked igennem satsning på onlineudgaver, men det er vanskeligt, og den politiske kommunikation er ved at ændre spor over i retning af TV-mediet og de nye muligheder, som Internettet giver for mangfoldig kommunikation.

Det politiske system er præget af betydelig centralisering af beslutningskompetence i Folketinget og regeringen og styringen fra centraladministrationen. Ved kommunalreformen i 2007 blev antallet af kommuner skåret ned til 98, og amterne blev fjernet til fordel for 5 regioner, der står for sygehusplanlægning og -betjening.

Kommunernes og regionernes økonomi styres stramt af centralregeringen via årlige aftaler mellem finansministeren og Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Kommunerne afholder en stor del af udgifterne til velfærd og uddannelse, men staten står for en stor del af finansieringen via bloktilskud. I modsætning til amterne har regionerne ikke nogen ret til at udskrive skatter, men de får bloktilskud fra staten til driften.