Korporatisme

Korporatisme er afledt af det latinske ord corpus (krop). Korporatisme er oprindelig en betegnelse for en samfundsopfattelse, hvor samfundet ses som et organisk hele, hvor de forskellige dele arbejder sammen i helhedens interesse. Samfundet sammenlignes altså med en krops funktionsmåde. I en krop arbejder delene sammen til det fælles bedste for kroppens velfærd. Hvis man f.eks. får feber, mobiliseres et modangreb imod den virus eller de bakterier, der har angrebet kroppen. Det er derfor, man får feber. På samme måde skal forskellige interesser arbejde sammen for et godt samfund. De skal ikke modarbejde hinanden.

Korporatisme er blevet set som en indretning af samfundet, der kan gøre, at de konflikter, det politiske demokrati kan afstedkomme, kan overvindes. I  det repræsentative demokrati stiller repræsentanter for forskellige politiske ideologiske opfattelser/holdninger op imod hinanden. Og når de kommer i parlamentet, bekriger de måske hinanden gennem debatter og afstemninger.

Klassekampen er på denne måde ført ind i parlamentet, og det kan ifølge korporatister føre til farlig opsplitning af samfundet. Som modgift, siger de, kan samfundet indrettes ved at optage konflikterne i sig via en korporativ model for interesserepræsentation, og ved, at man altså bruger modellen til beslutningstagning på vigtige områder, hvor fordelingskampene ellers ville gå over gevind. I stedet for et parlament kan man f.eks. lave et erhvervsting eller et erhvervspolitisk råd, hvor de afgørende interesseorganisationer har sæde, og hvor disse koordinerer fordelingen af værdier, så alle interesser imødekommes.

Det er sjældent, at den korporative tanke er ført så konsekvent igennem. Det er imidlertid almindeligt at finde korporative træk i politiske systemer, især i den industrielle fase af samfundenes udvikling, hvor modstående lønmodtager- og arbejdsgiverforeninger eventuelt står over for hinanden i vanskelige fordelingskampe.

For at løse disse fordelingskampe på en måde, der ikke kaster samfundet ud i ødelæggende konflikter/klassekamp, indkaldes parterne til møde, og man koordinerer deres interesser efter hensyn til helheden.

Det sker f.eks. op til overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet. Her har man flere gange lavet trepartsforhandlinger mellem staten, arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Man forsøger at aftale en overordnet ramme for, hvad der er råd til. Man forestiller sig, at uafhængige økonomer kan angive rammen f.eks. i form af beregninger af, hvor meget produktivitet og inflation vil stige. Hvis produktiviteten, dvs produktion pr mand pr time, stiger med 3 pct, og priserne stiger 2 pct, kan man sige, at lønningerne skal stige med 2 pct, hvis lønmodtagerne skal holde reallønnen (lønnen i kr og ører fratrukket inflation/prisstigninger). Og hvis lønmodtagerne skal have en andel af, hvor meget kagen er blevet større som følge af den stigende produktion (produktivitetsstigningen), så er det altså det, man kan forhandle om. Hvis lønmodtagerne stiller krav ud over dette niveau, kan det føre til en stigning i inflationen, som ikke vil være i hverken den ene eller den anden parts interesse, da det kan stille danske virksomheder dårligere i konkurrencen med udlandet.

I 1963 lavede en socialdemokratisk regering (under ledelse af Jens Otto Krag) Helhedsløsningen, som var et forsøg på at realisere disse tanker om korporativ koordinering af overenskomstindgåelsen. Efter Helhedsløsningen etablerede man Det økonomiske Råd, der laver analyser af den økonomiske udvikling. To gange om året udgiver Det økonomiske Råd en rapport om dansk økonomi. Rådet består af lønmodtager- og arbejdsgiverrepræsentanter, samt 3 fremtrædende økonomiprofessorer, Det økonomiske Råds formandsskab. Det er Rådets sekretariat, der laver rapporterne. Når forårs- eller efterårsrapporten er offentliggjort, holder Rådet møder, hvor rapporten drøftes, og organisationsrepræsentanterne kan give deres besyv med om økonomiens tilstand. Der har siden 1963 flere gange været trepartsforhandlinger mellem staten og arbejdsmarkedets parter.

Den korporative model anvendes også ved tilvejebringelsen af love/regler. Den korporative interesserepræsentation sker f.eks. på formaliseret vis i Danmark ved, at interesseorganisationerne er repræsenteret i råd og nævn, hvor de reelt er med til at rammeudfylde og administrere en del af den af Folketinget vedtagne lovgivning. Man forhandler f.eks. med arbejdsmarkedets parter (fagbevægelsen over for Dansk Arbejdsgiverforening/Dansk Industri), hvordan arbejdsmarkedsmæssige ordninger og tiltag skal udformes. Det kan være i arbejdsmarkedsråd, hvor der også sidder embedsmænd og evt.  politikerrepræsentanter. Organisationerne er ofte høringsberettiget part i sager, der vedrører dem. Det vil sige, de kan blive inddraget, når man i et ministerium forbereder ny lovgivning. Interesseorganisationerne, der har en partsinteresse i sagen, kan udtale sig om lovforslaget. De kan besidde en ekspertise og detailviden, det kan være væsentligt at få inddraget, men herudover er det Folketingets opgave at varetage almeninteressen for samfundet i en given sag.